ForsideJammerbugtJammerbugt Kommune sikrer pengene til oprensning af sejlrender

Jammerbugt Kommune sikrer pengene til oprensning af sejlrender

Jammerbugt Kommune sikrer pengene til oprensning af sejlrender

Med en tillægsbevilling på 2,5 millioner sikrede Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune i går økonomi til farbare sejlrender ved havnene i Attrup, Haverslev og Gjøl

Lige snart bliver vejret mildere, og for lystbåde-folket begynder vandet og den friske brise til søs at trække.

I Jammerbugt Kommune samles lystsejlerne og -fiskerne på Limfjords-havnene i Gjøl, Attrup og Haverslev, hvor der særligt i sommerhalvåret er liv og aktivitet for både lokale og gæster.

På sit møde i går prioriterede Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune livet på de tre havne med en tillægsbevilling på 2,5 millioner. Bevillingen går til ekstra udgifter i forbindelse med oprensning af sejlrender.

Ændrede forhold omkring oprensning

Ændrede regler i forhold til placering af sedimentet og lang behandlingstid i Miljøstyrelsen har gjort processen omkring oprensning mere kompliceret og dyrere end tidligere år.

Lang behandlingstid hos Miljøstyrelsen har betydet, at der endnu ikke er godkendte tilladelser til fremtidig oprensning for de tre havne i Jammerbugt.

For havnene i Haverslev og Attrup er der stadig nogle måneder tilbage af de gamle såkaldte “klaptilladelser”, og forårets oprensning er i gang, så der kan sikres farbare sejlrender til sæsonstart.

Med en klaptilladelse kan sedimentet fra den oprensede sejlrende placeres et anvist sted i Limfjorden og ”klappes” der.

For Gjøl er klaptilladelsen udløbet, og der arbejdes derfor på at finde alternative måder at oprense på, så Gjøl også bliver klar til sæsonstart. Dette medfører en del af de ekstraomkostninger, som altså med Kommunalbestyrelsens beslutning i går, nu er finansieret 

Vigtig prioritering af Limfjordshavnene

Formand for Teknik- og miljøudvalget, Christian Hem, glæder sig over, at finansieringen af oprensningen nu er på plads.

“Limfjordshavnene i Jammerbugt Kommune er vigtige steder for kultur, livskvalitet og turisme. Derfor var det også en klar anbefaling fra Teknik- og miljøudvalget, at sikre sejlrenderne, selvom det i år – og sikkert i årene fremover, kommer til at repræsentere en større udgift end hidtil. Det var en samlet Kommunalbestyrelse heldigvis enig i, så arbejdet for farbare sejlrender kan fortsætte, og vi forhåbentligt kan opleve lige så gode sommersæsoner på alle tre havne, som vi plejer”.

Regulering i fremtiden

I forhold til fremtidig regulering mener både han og næstformand i Teknik- og miljøudvalget, Lisbet Emmery, dog, at Miljøstyrelsen gerne må sætte farten op.

”Det er fint, at man fra Miljøstyrelsens side er blevet mere restriktiv med, hvad der lægges tilbage ud i Limfjorden. Sedimentet fra sejlrenderne i alle tre Limfjordshavne i Jammerbugt Kommune får dog karakteren ”ren” og det burde derfor ikke være så svært at finde placeringer til det. Vi lægger pres på Miljøstyrelsen for hurtige alternativer. Vi kan jo ikke have sejlrender, der sander til – heller ikke i fremtiden,” siger Lisbet Emmery.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER