Coronakrisen rammer i denne tid bredt hos rigtig mange af de lokale virksomheder i Jammerbugt Kommune. Det er både de små iværksætter, SMV´erne samt de store virksomheder, der allerede nu mærker følgerne af coronavirus og den deraf følgende nedlukning af samfundet.
Denne situation forsøger Jammerbugt Kommune at bistå virksomhederne i ved blandt andet at formidle 1-1 hjælp og vejledning via brev til alle registrerede virksomheder Jammerbugten.
I denne nye hektiske virkelighed skal der træffes mange svære beslutninger, og for mange vil det være en hjælp at have nogen at sparre med. Desuden kan det være svært for mange at bevare det fulde overblik over hvilken støtte og vejledning, der tilbydes til den enkelte virksomhed. Det er nogle af de overvejelser, der ligger bag udsendelsen af brevet til Jammerbugtens virksomheder.
”Vi har med brevet til de lokale virksomheder i Jammerbugt Kommune forsøgt at skabe et overblik over den konkrete hjælp og vejledning, som virksomhederne i Jammerbugten kan gøre brug af i denne usædvanlige situation, så alle bliver hjulpet så godt igennem krisen som muligt. Der er hjælp at hente både lokalt, regionalt via Erhvervshus Nordjylland og nationalt, og vi kan kun opfordre alle til at gøre brug af hjælpen – allerede i dag”, lyder det fra borgmester Mogens Christen Gade til jammerbugt.dk.
Brevet fra Jammerbugt Kommune giver den enkelte virksomhed et overblik over en lang række af de tiltag, der er iværksat for at afbøde den svære situation, som mange virksomheder og medarbejdere befinder sig i. Der er iværksat stærke tiltag rettet mod virksomheder fra både Jammerbugt Kommune, Erhvervshus Nordjylland og staten.
Brevet vil blandt andet indeholde de sidste nye informationer om regeringens kompensationsordninger og hjælpepakker til erhvervslivet. Der vil ligeså være en oversigt over kontaktoplysninger til relevante myndigheder samt nyttige links, hvor man kan finde mere information. De specifikke tiltag fra Jammerbugt Kommune herunder blandt andet kommunens tiltag om at fremrykke betalinger til leverandører og etablering af en corona-jobbank fremgår også af brevet. Der orienteres derudover kort om kommunens kommende kampagne, der opfordrer borgerne til at støtte det lokale erhvervsliv i håbet om at sikre arbejdspladser og holde liv i byerne og lokalsamfundene.
Slutteligt vil brevet også indeholde en miniguide til, hvorledes virksomhederne i Jammerbugten step-by step kan gribe coronakrisen an i egen virksomhed.
Der kommer løbende nye initiativer til i takt med at situationen udvikler sig, og disse vil blive formidlet løbende via kommunens erhvervsafdeling Vækst Jammerbugt og via kommunens egen hjemmeside.