Han har efterhånden en del sæsoner i støvlerne på Sparekassen Vendsyssel Arena, klubkaptajn Christian Rye. Nu er han klar til endnu en.
Jammerbugt FC og anfører Christian Rye har nemlig forlænget samarbejdet med yderligere et år.
– Det er en vigtig brik, der er kommet på plads for os, med forlængelsen af Christians kontrakt. Christian er en leder på holdet, som både på og udenfor banen er en central figur og god på mange måder. Samtidig leverer han på et stabilt og rigtig højt niveau i 2. division. Så det er en profil, vi har forlænget med. Og Christian har efterhånden været her i mange år, så vi kender hinanden godt og har et utroligt godt samarbejde. Det glæder vi os meget til at fortsætte. At vi har sikret Christian i endnu en sæson, betyder meget for holdet, siger en glad og tilfreds Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck om det fortsatte arbejde med spilleren, han betegner som sin forlængede arm inde på grønsværen.
For midtbanemanden var en forlængelse med Jammerbugt FC naturlig. Han har stadig ambitioner i den blå trøje og de er forenelige med ambitionerne udenfor banen også, hvilket er vigtigt for Christian Rye.
– Det har hele tiden ligget i kortene, at vi ville forlænge aftalen. Jeg får en tilværelse som advokatfuldmægtig til sommer, og hos Jammerbugt FC har jeg mulighed for at kombinere dette med fodbold, forklarer Jammerbugt FC kaptajnen og uddyber.
– Derudover er jeg rigtig glad for at være i klubben, så der var faktisk ikke rigtig nogle overvejelser omkring forlængelsen. Jeg synes, at fremtiden for klubben ser lys ud. Der er ingen tvivl om, at samtlige klubber lige skal komme helskindet igennem denne tid. Omvendt er jeg sikker på, at klubben også står meget stærkt de næste mange år.
Rye lægger ikke skjul på, at han vil meget mere med klubben og han er ikke bleg for at gå forrest og sætte overliggeren højt.
– Jeg har en klar ambition om, at vi fortsætter den gode udvikling, som klubben har gennemgået i den tid, hvor jeg har været her. Der er mange dygtige unge spillere, som kommer til at skulle tage mere og mere ansvar. Personligt vil det nage mig voldsomt, hvis vi ikke formår at blive en større faktor i oprykningskampen, end vi har været i år. Så ambitionen er helt sikkert, at komme tættere på oprykning, og så håber jeg da, at vi inden for de næste par år kan have et 1. divisionshold i Jammerbugten, slutter en ambitiøs og fodboldivrig Christian Rye, der håber bolden snart ruller igen i 2.division. Han er klar til fortsat at bære anførebindet og den blå trøje, når det sker.
Kilde: Jammerbugt FC