Jammerbugt FC angriber, Morten U. Thomsen, er som resten af holdet kommet godt fra land i denne sæson.

Foto: JammerbugtFC Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

Jammerbugt FC angriber, Morten U. Thomsen, er som resten af holdet kommet godt fra land i denne sæson. Nu vil han følge op med endnu en sejr ude mod FC Sydvest.

Og angriberen er ikke i tvivl om, hvad der er en af de helt store årsager til, at pointene ryger ind på kontoen, tre ad gangen, denne sæson.


– Vi scorer mål! Det er forskellen fra tidligere sæsoner, og når man scorer mål, så vinder man også fodboldkampe, lyder det fra Morten U. Thomsen, inden han uddyber og understreger, at der også skal den rette indstilling til.

– Vi har uden tvivl fået en ønskestart på sæsonen, hvilket har givet en masse selvtillid, som også sætter sit aftryk på banen. Vi er dog samtidig meget bevidste om, at det ikke kommer af sig selv og at ydmyghed og hårdt arbejde er nøgleord i de kommende kampe.

Den rette indstilling har den stærke angriber bestemt også. En ny tilværelse i København har ikke holdt Morten U. Thomsen fra at forlænge sin aftale med Jammerbugt FC. Han har fundet en løsning med Jammerbugt FC, der har lavet en særlig aftale med HIK om at Jammerbugt FC spilleren kan træne med hos 2. divisionskollegaerne nogle gange om ugen.

– Det fungerer generelt rigtig godt og er samtidig meget givende at træne med i HIK. Det er en helt anden fodboldkultur end i det nordjyske, og selvom vi er tidligere konkurrenter, så er det nogle gode gutter, som har taget godt imod mig. Så jeg ser det egentlig ikke som et problem for mig at træne i en anden klub og skulle hjem og præstere i Jammerbugt FC, .

Denne weekend skal Morten U. Thomsen dog ikke rejse mellem det østlige og nordlige Danmark. Lørdag går turen i stedet mod det sønderjyske, hvor FC Sydvest udgør 5. rundes udfordring for Jammerbugt FC. Her bliver der brug for at bevare skarpheden foran mål.

– Det er et godt organiseret hold, som kun har lukket to mål ind i de første fire kampe. Derfor bliver det heller ikke nogen nem udebanekamp, men vi kommer med en god pose selvtillid, så vi tror på, at vi kan tage tre point med hjem til det nordjyske. Men det kræver tålmodighed og arbejde hårdt over hele linjen, påpeger UT.

Weekendens hjemmehold fik hul på bylden i seneste runde, hvor det blev til en 2-0 sejr ude over Næsby. Der før havde sønderjyderne ikke fundet vej til netmaskerne. Til gengæld lukker mandskabet fra Tønder heller ikke selv mange mål ind. Målscoren hedder efter de fire første runder 2-2, mens pointhøsten er på fire point.

Lørdag skal FC Sydvest forsøge at fortsætte, hvor de slap i fjerde runde og således hente anden sejr på stribe. Jammerbugt FC går samtidig efter den femte sejr i streg. En spændende kamp lader til at være i vente.

Der er kick off mellem FC Sydvest og Jammerbugt FC lørdag d. 26. september kl. 13.00.