Indstilling: Afslag på ansøgning om dispensation til yderligere skiltning ved FunArt
På møde i Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune den 2. december 2024, vil udvalget behandle punktet: Godkendelse af afslag på ansøgning om dispensation fra Lokalplan 19-024 til yderligere skiltning ved FunArt, Vesterhavsvej 105, Pandrup
Beslutningstema
Godkendelse af afslag på ansøgning om dispensation fra Lokalplan 19-024 til yderligere skiltning ved FunArt, Vesterhavsvej 105, Pandrup.
Sagsbeskrivelse
Jammerbugt Kommune har ved tilsyn konstateret, at der er opsat og etableret ulovlige skiltninger ved FunArt, Vesterhavsvej. Skiltningen strider mod bestemmelser i Lokalplan 19-024, § 6.4. Der er konstateret to ulovlige skilteforhold – en skiltning på en sten (skilteforhold 1 – se bilag) samt en skiltning på en bygning (skilteforhold 2 – se bilag).
De to ulovlige skilteforhold anses som ulovlige og i strid med den gældende lokalplan § 6.4, da der allerede er skiltning mod henholdsvis Vesterhavsvej og Faarupvej i form af de to pyloner/LED-skilte, der er meddelt dispensation og tilladelse til. Der må herudover ikke være yderligere skiltning mod vejene jf. den gældende lokalplan.
Skiltningen på stenen (skilteforhold 1) er placeret på ydersiden af den afskærmende beplantning, der skal etableres jf. lokalplanens § 7.1.
Jf. lokalplanens § 7.1 skal der etableres og opretholdes afskærmende beplantningsbælter til afskærmning af parkeringspladsen, de udendørs aktiviteter og til dels ny bebyggelse.
Skiltningen på bygningen (skilteforhold 2) anses ikke som et henvisningsskilt, der som oplyser om bygningens funktion, da denne bygning ikke indeholder hverken museum, koncerthal eller legeland.
Ansøgning om dispensation modtaget
Den 3. november 2024 har Jammerbugt Kommune modtaget en ansøgning om dispensation til lovliggørelse og dermed bibeholdelse af de skiltninger, der er opsat, og som er i strid med den for området gældende lokalplan – Lokalplan 19-024. Ansøgning fremgår af bilag.
Ansøger fremhæver i sin ansøgning, at der søges om dispensation for at sikre synlig og nødvendige henvisninger til FunArt Blokhus for taxier, leverancer og øvrige besøgende, der ankommer uden for de tidspunkter, hvor anden skiltning ikke er synlig eller er slukket. Ansøger påpeger yderligere, at det er afgørende for tilgængeligheden til FunArt Blokhus.
Af ansøgningen fremgår det ligeledes, at skiltene er udformet på en diskret måde, således at de ikke forstyrrer hverken bilister eller naboer.
Vurdering af forholdene
Som angivet i redegørelsen til Lokalplan 19-024 stilles der krav om afskærmende beplantningsbælter, da lokalplanområdet ligger i det åbne land, og der derfor er fokus på at begrænse den landskabelige påvirkning af omgivelserne. Bestemmelsen om afskærmende beplantningsbælter fremgår af § 7.1 i lokalplanen.
Af redegørelsen til lokalplanen fremgår det ligeledes, at der ved de to overkørsler tillades et skilt eller større figurer eller en kombination heraf, samt en gruppe af 3 flagstænger. Herudover tillades ikke skilte mod vejene. Inde i området bag beplantningen og bygningerne er der videre rammer for opsætning af skilte. Bestemmelserne om skiltning fremgår af § 6.4 i lokalplanen.
At der etableres skiltning på stenen (skilteforhold 1), der er placeret på ydersiden af det afskærmende beplantningsbælte, vurderes at være i direkte strid med lokalplanens intentioner om at begrænse den landskabelige påvirkning af omgivelserne. Placering af fx skiltning og belysning på ydersiden af det afskærmende beplantningsbælte vil give en væsentlig påvirkning af omgivelserne.
Yderligere skiltning på bygningen indeholdende en transformatorstation (skilteforhold 2) strider mod lokalplanens bestemmelser om, at skiltningen skal begrænses til kun at være placeret ved hver af de to overkørsler. Lokalplanens intentioner om at samle og dermed minimere den landskabelige påvirkning tilsidesættes ved at der skiltes på andre områder end ved de to overkørsler.
I juli 2024 er der meddelt midlertidig tilladelse til, at der kan opsættes to pyloner med hver en højde på 4 meter og en bredde på 1,6 meter. Pylonerne er udført som LED-lysskilte/LED-skærme. Pylonerne er opstillet henholdsvis 2,5 meter og 0,5 meter fra Vesterhavsvej/Faarupvej. I forbindelse med pylonerne er der ikke etableret beplantning.
Den midlertidige tilladelse til LED-lysskilte/LED-skærme skal genbehandles i august 2025.
Synligheden af virksomheden vurderes tilstrækkelige med den skiltning, der i dag er tilladt (to LED-lysskilte/LED-skærme med en højde på 4 meter og en bredde på 1,6 meter). På denne baggrund og på baggrund af vurderingen indstilles det, at der meddeles afslag på dispensationsansøgning til yderligere skiltning ved FunArt, Vesterhavsvej.
Tidsplan: Ikke relevant.
Retsgrundlag: Planloven
Jf. planlovens § 19, stk. 1 kan Kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis
dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.
I henhold til planlovens § 20 kan
dispensationer efter § 19 først meddeles, når der er forløbet to uger, efter at Kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til:
- ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen,
- naboerne til den omhandlede ejendom og andre, som efter Kommunalbestyrelsens vurdering har interesse i sagen, herunder det lokale kulturmiljøråd og
- de foreninger og lignende med lokalt tilhørsforhold og klageberettigede landsdækkende foreninger og organisationer, jf. § 59, stk. 2, som over for Kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive orienteret om ansøgninger.
Orienteringen skal indeholde oplysning om, at bemærkninger kan fremsendes til Kommunalbestyrelsen inden 2 uger.
Høring/borger- og brugerinvolvering
I henhold til planlovens § 20 kan dispensationer efter § 19 først meddeles, når der er forløbet to uger, efter at Kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til:
- ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen,
- naboerne til den omhandlede ejendom og andre, som efter Kommunalbestyrelsens vurdering har interesse i sagen, herunder det lokale kulturmiljøråd og
- de foreninger og lignende med lokalt tilhørsforhold og klageberettigede landsdækkende foreninger og organisationer, jf. § 59, stk. 2, som over for Kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive orienteret om ansøgninger.
Orienteringen skal indeholde oplysning om, at bemærkninger kan fremsendes til kommunalbestyrelsen inden 2 uger.
Indstilling: Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der meddeles afslag på dispensationsansøgningen til yderligere skiltning ved FunArt, Vesterhavsvej 105, Pandrup.
Bilag
Lokalplan 19-024, Rekreativt område, Vesterhavsvej, Hune
Ansøgning, Yderligere skiltning
skilteforhold 1
skilteforhold 2
Kortbilag, Skiltning, Vesterhavsvej