Jammerbugt Kommune har modtaget påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at indføre besøgsrestriktioner kommunale og private botilbud i Brovst og Aabybro. Påbuddet gælder fra 4. maj 2021.
Påbuddet er givet på grund af det testkorrigerede kommuneincidens, som 3. maj var på 52,39. Besøgsrestriktionerne omfatter både indendørs fællesarealer og servicearealer, og den del af boligen, som borgerne selv råder over.
Besøgsrestriktionerne gælder på følgende botilbud:
- Stiftelsen Købmandsgården, Prinsensgade 14, 9640 Brovst
- Skovkærhus, Rødhusvej 169, 9460 Brovst
- Fonden Krobakken, Hovedgaden 19, 9460 Brovst
- Fonden Bofællesskabet, Poststrædet 2, 9460 Brovst
- Fonden Bofællesskabet, Poststrædet 2, 9460 Brovst
- Autismecenter Nord-Bo. Bo afd. B, Peter Løthsvej 8, 9440 Aabybro
- Autismecenter Nord-Bo. Bo afd. B, Industrivej 7, 9440 Aabybro
- Autismecenter Nord-Bo. Bo afd. A, Industrivej 8B, 9440 Aabybro
- Fonden Station Vest, Ejstrupvej 24, 9640 Brovst
- Botilbuddet Egehuset, Poppelvej 1a, 9460 Brovst
Besøgsrestriktionerne betyder:
- at besøg kan ske i en kritisk situation i den del af boligen, som beboeren selv råder over, eller at besøget foretages af højst tre faste, nære pårørende, og højst med to besøgende ad gangen
- at besøg kan ske i indrettet besøgsrum af højst tre faste nære pårørende, og højst med to besøgende ad gangen
- at besøg i andre situationer end de førnævnte situationer, skal foregå på udendørs arealer.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må skærpe besøgsrestriktionerne på botilbuddene i Brovst og Aabybro. Når det er sagt, så følger vi selvfølgelig påbuddet fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, og er kun interesseret i at forebygge og inddæmme udbredelsen af covid-19. Jeg kan kun opfordre til, at vi alle er ekstra opmærksomme på at overholde de gældende anbefalinger, så vi kan få bragt incidenstallet ned, og igen få åbnet for besøg på botilbuddene”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.
Besøgsrestriktionerne gælder som udgangspunkt i fire uger. Styrelsen for Patientsikkerhed kan dog ophæve påbuddet tidligere. Det sker, når det testkorrigerede kommuneincidens i Jammerbugt Kommune har været under 50 i en periode på syv dage. På de enkelte botilbud bortfalder besøgsrestriktionerne desuden automatisk, når 80% af beboerne på det pågældende botilbud er færdigvaccinerede.