På grund af Corona blev der ikke uddelt idrætspriser i Thorup-Klim U&G i 2020. Derfor har de i år uddelt hele to priser.
Årets prismodtagere er Hanne Jørgensen og Anne Mose, som begge i flere år har ydet en stor indsats for foreningen.
Hanne Jørgensen har været en del af Støtteforeningen i 10-12 år og har været både kasserer og formand. Hun har altid ydet et stort bidrag i foreningen, og Støtteforeningen har været et stort aktiv for Gymnastikforeningen, så kontingenter har kunnet holdes på et rimeligt niveau.
Hun har altid været initiativrig og ydet en stor arbejdsindsats i Støtteforeningen i forbindelse med de mange arrangementer, der har været gennem de mange år, Hanne har været med. Det gælder specielt i forbindelse med afholdelse af Forårsmesser og Hoppedage samt ved opvisninger, overnatninger og afholdelse af gymnastikskole, hvor der skulle laves mad og bages kager.
Hanne stillede altid op, når muligheden bød sig, og Hanne er stadig en trofast hjælper ved arrangementer, selvom hun ikke længere er en del af bestyrelsen i Støtteforeningen.
Anne Mose har været instruktør i Thorup-Klim U&G siden sæson 2015/2016.
Anne er meget ihærdig og møder altid velforberedt op til træninger. Hun er meget vellidt blandt sine gymnaster og er ambitiøs og vil altid det bedste for holdet.
Anne har ydet en ekstra stor indsats for at få træninger til at lykkes under Corona-krisen. Da gymnastiksalen blev for trang for gymnasterne her under corona, flyttede de op i hallen og blev nødt til at varme op uden musik.
Anne har undersøgt og planlagt, hvordan træningen kan foregå under de skiftende restriktioner. For eksempel skulle der laves turnus, så gymnasterne kunne træne på skift for at overholde kravene.
Foreningen håber, at Anne vil være instruktør i vores Gymnastikforening i mange år fremover!