Indvielse af områdefornyelsen i Fjerritslev

Borgmester Mogens Christen Gade
Print Friendly, PDF & Email

Torvet, Nørregade/Bryggergården, skolen og Trimruten i skoven er alle en del af den områdefornyelse, der er sket i Fjerritslev det seneste års tid. Fredag aften 18. juni blev områdefornyelsen indviet fra Torvet i byen.

Repræsentanter fra Handelsstandsforeningen, styregruppen, kommunalbestyrelsen og fra Vækst- og Udviklingsforvaltningen deltog i indvielsen. Det blev markeret med tale af borgmester Mogens Christen Gade og musikalsk indslag ved East Harbour Jazzband, mens Fjerritslev Kro stod for lidt til ganen.


En lokalt sammensat arbejdsgruppe, ”Udvikling i Fjerritslev”, med repræsentation fra Handelsstandsforeningen og flere lokale ildsjæle i Fjerritslev, har sammen med kommunen stået sammen om områdefornyelsen. Efter en proces med indsamling af ideer, udbud af opgaven og godt et års arbejde med de såkaldte ’Hotspots’, i og omkring byen fremstår Fjerritslev nu mere sammenhængende, og hvor handelsliv og hverdagsliv understøtter hinanden bedre.

”Fjerritslev har fået smukke og spændende rammer, der samler byen og skaber aktive udendørs områder. Områderne lægger op til, at borgere og turister mødes i byrummet, og dermed skaber liv – også uden for normal åbningstid. Det er dejligt alt det, der sker i byen. Områdefornyelsen er et vigtigt skridt i realiseringen af Masterplanen for byen, og jeg glæder mig til at følge den fortsatte udvikling”, fortæller Mogens Christen Gade.

Udover områdefornyelsen sker der meget andet i Fjerritslev. Der arbejdes med separatkloakering, Fjerritslev Idrætscenter er ved at blive udvidet, og derfor er den del af områdefornyelsen koordineret med hallens øvrige udvidelsesplaner. Der er ved at blive opført ungdomsboliger ved Fjerritslev Gymnasium, og den gamle Bryggergård renoveres.

”De mange initiativer understreger, at Fjerritslev er en aktiv og levende handels- og uddannelsesby. Senere på året opstarter vi en ny proces med en midtbyplan, og her fokuserer vi bl.a. på detailhandel og sammenhæng mellem byen og anlægget. Også her ser vi frem til et godt samarbejde til glæde og gavn for Fjerritslev” fortæller Mogens Christen Gade.

Mange var mødt op og deltog i åbningen af det nye torv midt i Fjerritslev.

Områdefornyelsen er sket disse steder:

  • Torvet
  • Nørregade/Bryggergården
  • Skolen
  • Skoven/Trimruten

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har støttet tiltagene med 3,9 mio. kr. Der totalt har kostet knap 12 mio. kr. Ud over de fem hotspots dækker er der i beløbet også indregnet omkostninger til trafiksikkerhedsløsninger på Brøndumvej og Sandagervej. Projekterne på Sandagervej og Brøndumvej forventes dog først endeligt afsluttet, når kloakeringsprojektet er overstået, hvilket forventes at være senest næste år.

ByMunch Landskabsarkitekter, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S og BEJSTRUP A/S har stået for totalentreprisen.