ForsideAndetHistorisk aftale skaber Gjensidige Kvindeliga

Historisk aftale skaber Gjensidige Kvindeliga

Print Friendly, PDF & Email

Gjensidige Forsikring er ny hoved- og navnesponsor for den bedste kvindelige fodboldrække i en historisk aftale og kommer til at spille en afgørende rolle i udviklingen af kvindeligaen og dansk kvindefodbold. Samarbejdet blev præsenteret på et pressemøde tirsdag den 30. juli.

Sommeren 2019 har for alvor fået kvindefodbolden på verdenskortet. VM i Frankrig satte både tilskuer- og seerrekorder i massevis, og kvindefodboldens potentiale er i den grad begyndt at blomstre.

Potentialet skal også udnyttes på den hjemlige scene. Derfor har DBU og Kvindedivisionsforeningen i samarbejde med UEFA arbejdet hårdt på en ny brandstrategi for Kvindeligaen med et mål om at styrke ligaen, udvikle klubberne samt skabe bedre rammer for fans og tilskuere.

På et pressemødet tirsdag blev et stort skridt taget mod en stærkere kvindeliga, da forsikringsselskabet Gjensidige blev præsenteret som ny navne- og hovedsponsor for ligaen i en historisk stor aftale. De næste tre år kommer de bedste hjemlige kvindespillere derfor til at tackle, drible og score mål i Gjensidige Kvindeligaen.

Mats C. Gottschalk, koncerndirektør for Gjensidige i Danmark, er begejstret over samarbejdet og ser gode muligheder for at skabe en rigtig stærk kvindeliga.

”Vi er meget stolte over at blive officiel hoved- og navnesponsor for den danske kvindeliga, og vi ser nogle rigtig gode muligheder i samarbejdet. Vi glæder os over at kunne bidrage til udviklingen i dansk kvindefodbold og tror på, at sponsoratet gør det muligt for Gjensidige at blive eksponeret bredt i hele landet, hvor vi har kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere,” siger Mats C. Gottschalk.

Også i DBU er der stor glæde over den treårige aftale, der er den største af sin slags nogensinde i den bedste kvindelige fodboldrække:

”Det er fantastisk, at vi har indgået en langvarig aftale med Gjensidige Forsikring. Deres investering i Kvindeligaen er en kæmpe gevinst for dansk kvindefodbold og giver fantastiske forudsætninger for at fortsætte den rivende udvikling, der startede ved EM i 2017 og virkelig tog fart ved sommerens VM-slutrunde,” siger Nicolai Kaas Nordstrøm, der er chef for Gjensidige Kvindeliga.

UEFA har i løbet af det seneste år spillet en stor rolle i udviklingen af brandstrategien for Gjensidige Kvindeliga. Det er sket med hjælp fra og sparring med UEFA Grow, UEFA’s udviklingsafdeling, der hjælper og støtter med at udvikle og professionalisere nationale fodboldprojekter.

Det europæiske fodboldforbund har bidraget til udviklingen af disse områder i Gjensidige Kvindeliga:

  • Markedsanalyse
  • Ny brand-identitet (herunder navnet ’Kvindeliga’ for at give ligaen og klubberne en bedre identitet og et bedre visuelt look.
  • Marketingplan med fokus på at styrke indsatsen på sociale medier.
  • Fan-undersøgelser og workshops, som skal give klubberne et bedre fundament for at øge tilskuerinteressen.
  • Ny kommerciel strategi og plan, der over de næste fem år skal øge den kommercielle interesse markant i form af spændende og relevante partnerskaber til gavn for ligaen og klubberne.

Samtidig er der per dags dato blevet lanceret et splinternyt website for den bedste kvindelige fodboldrække ved navn kvindeliga.dk. Her kan du få de seneste nyheder, reportager, dybdegående historier, kampreaktioner og højdepunkter samt lære de enkelte klubber og deres spillere bedre at kende. Du kan bevæge dig rundt i det nye univers lige her på www.kvindeliga.dk. Den første sæson i Gjensidige Kvindeliga har kick-off den 4. august klokken 13, hvor alle otte hold skal i aktion. Brøndby tager imod nyoprykkede FC Nordsjælland i den første Super-Match nogensinde.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER