Har du styr på flagene på stranden?

Stranden i Blokhus Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Har du styr på flagene på stranden?

Når du en sommerdag tager til stranden for at bade og nyde solen, møder du ofte forskellige flag.
På mange strande er der livreddere som holder øje med vind-, vejr- og vandforhold. Livredderne signalerer med forskellige flag mht. om det er sikkert at bade eller ej.
Hold derfor nøje øje med livreddernes flag.

Foto: TrygFonden Kystlivredning

Det betyder flagene på stranden:

Det rød-gule flag har erstattet det tidligere grønne flag, for at signalere, at man altid skal være på vagt. Det grønne flag kunne give en falsk tryghed. Det rød-gule flag findes ved kystlivredderposter og markerer, at du er i et område, hvor der er livredderovervågning af badegæster. Derfor er det en god huskeregel at bade mellem flagene.

Det grønne flag er blevet erstattet af det rød-gule badeflag efter, at internationale livredderflag er blevet indført. Hvis du alligevel støder på det grønne flag på en strand, betyder det, at der er gode badeforhold.

Det gule flag betyder, at du skal udvise særlig forsigtighed under badning. Det gule flag hejses af kystlivreddere, hvis badeforholdene er lumske. Selvom vandet kan se roligt ud, kan det snyde, hvis der er fralandsvind. Bølger, strøm og brandmænd kan også få det gule flag til vejrs.

Det røde flag betyder livsfare! Stol på flaget og eksperterne, der har hejst det og gå ikke i vandet.

Det blå badeflag

Blå Flag er en international mærkningsordning for strande og havne hvor reglerne er ens i alle de lande som er med i ordningen.
Derfor er Det Blå Flag din garanti for en høj standard indenfor miljø, vandkvalitet og sikkerhed.

For at stranden eller havnen kan blive tildelt det Blå Flag skal der opfyldes krav indenfor fem områder:

Vandkvalitet
Miljø
Sikkerhed
Faciliteter
Information og formidling

Det er disse kriterier, der afgør, om det Blå Flag kan vaje over stranden eller havnen. Flaget tildeles for et år af gangen og skal godkendes af både en international og en dansk jury.

Læs mere her respektforvand.dk og friluftsraade