Godkendt år for Migatronic – direktøren ser 2021-regnskabet som et bevis på, at svejsemaskineproducentens nye strategi virker

Foto: Migatronic
Print Friendly, PDF & Email

Corona-epidemien lagde en dæmper på aktiviteten hos svejsemaskineproducenten Migatronic i det første halvår af 2021. Til gengæld var aktiviteten i de fire sidste måneder af året langt over det forventede, og det ser den administrerende direktør som et bevis på, at den ambitiøse strategi, som Migatronic lancerede i begyndelsen af 2021, virker.

– Over de kommende år skal vi investere et trecifret millionbeløb, og de første steder, vi satte ind, var i udviklingsafdelingen og i salgsorganisationen. Efter sommerferien kunne vi se, at de initiativer, vi har sat i gang, virker. Kunderne tog rigtigt godt imod vores nye produkter, og opgraderingen af salgsorganisationen gjorde, at vi kunne løfte vores omsætning til helt nye niveauer, siger Kristian Morberg Madsen.

Omsætningen landede på de forventede 347 mio. kr., hvilket er en fremgang på 20 procent i forhold til corona-året 2020, og resultatet blev et overskud før skat på 11.5 mio. kr. Det er et pænt stykke over de forventede 0-4 mio. kr., og en væsentlig forbedring i forhold til 2020, som gav et underskud før skat på 3,8 mio. kr.

I de kommende år fortsætter investeringerne, og de primære områder er produktudvikling, digitalisering, bæredygtighed og supply chain.

– Vi ser 2021 som år 1 i vores meget ambitiøse bestræbelser på at løfte Migatronic til en væsentlig forbedret indtjening og lønsomhed frem mod 2025, siger Kristian Morberg Madsen.

Forventningerne til 2022 er, at omsætningen øges med mellem 10 og 20 procent, og at resultatet er på niveau med resultatet i 2021.

Migatronic udvikler, producerer og sælger svejsemaskiner og svejseautomatisering. Koncernen har afdelinger i Fjerritslev og Aabybro og beskæftiger godt 300 medarbejdere.