Godkendelse af tilskud på kroner 656.642 til frivilligt socialt arbejde i 2023
Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 29. november 2022, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af tilskud til frivilligt socialt arbejde i 2023
Beslutningstema
Godkendelse af udmøntning af § 18 midler til frivilligt socialt arbejde i 2023.
Sagsbeskrivelse
Der er ved ansøgningsfristens udløb modtaget 82 ansøgninger om tilskud til frivilligt socialt arbejde i 2023. Det svarer til antallet af ansøgninger de seneste år. Sammenlagt søges der om 1.245.376 kr.
Kriterier godkendt på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 26. november 2019 er anvendt som grundlag for forslag til udmøntning. Ansøgningerne er gennemgået med bl.a. Frivillighusets nye leder.
Forvaltningens kommentarer:
Ved gennemgang af ansøgninger i 2021, blev der drøftet en forhøjelse af tilskud til en årlig bustur. Tilskud til bustur har de sidste mange år har været på 4.500 kr. Forvaltningen foreslår at tilskud til bustur hæves til 5.500 kr.
Da de frivillige foreninger skal oprette et cvr nummer og tilknytte en NemKonto for at kunne modtage tilskud fra det offentlige, viser det sig, at pengeinstitutterne opkræver forskellige årlige gebyrer for en foreningskonto. Forvaltningen foreslår, at der kan ydes tilskud til bankgebyrer med 1.000 kr. årligt. Forhøjelse af tilskud til leje af bus og tilskud til bankgebyrer er indregnet i indstillingerne vedrørende 2023.
Forvaltningen indstiller at Social- og Sundhedsudvalget særligt tager stilling til følgende ansøgninger:
Ansøgning nr. 5 Bussens Venner søger om tilskud til brændstof og reparationer på bussen, som er tilknyttet Saltum, Pandrup og Kaas plejecentre. Sidste år fik Bussens Venner et engangstilskud pga. Covid-19 situationen på 15.000 kr. Bussens Venner søger samme beløb i år. Udvalget bedes tage stilling til, om det er midler fra § 18, der skal holde bussen kørende.
Ansøgning nr. 19 Fjerritslev Pensionistforening søger om tilskud til ugentlig kørsel til bankospil med 3-5 personer. Udvalget bedes tage stilling til ansøgningen.
Ansøgning nr. 24 Giv en julegave søger bl.a. om tilskud til indkøb af vaskemaskine og tørretumbler samt udgifter til smed. Foreningen har også søgt om tilskuddet via KFL-Udvalget, som har meddelt afslag på ansøgningen.
Udvalget bedes træffe afgørelse om ansøgningen.
Forvaltningens kommenterede indstillinger til fordeling fremgår af vedhæftede bilag.
Tidsplan
SSU 29.11.22 (godkender)
Retsgrundlag
Lov om social service § 18
Budgetmæssige konsekvenser
Budget 2023 (2022-niveau) 932.000 kr.
Indstillet jf. bilag = 656.642 kr.
Frivilligpris og arrangement (uforbrugte midler) 27.000 kr.
Annoncering (uforbrugte midler) 3.168 kr.
Høring/borger- og brugerinvolvering
Ikke relevant.
Indstilling
Social-, Sundheds- og Beskæftigelsesforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget;
at der træffes afgørelse om forhøjelse af tilskud til leje af bus
at der træffes afgørelse om årligt tilskud til bankgebyrer
at der træffes afgørelse om ansøgning nr. 5 fra Bussens Venner
at der træffes afgørelse om ansøgning nr. 19 fra Fjerritslev Pensionistforening
at der træffes afgørelse om ansøgning nr. 24 fra Giv en julegave
at der træffes afgørelse om indstillinger i h.t. bilag