Godkendelse af øget anlægstilskud til Jetsmark Idrætscenter
Når Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune samles til møde den 30. maj 2024 skal de behandle et Beslutningstema: Godkendelse af øget anlægstilskud til Jetsmark Idrætscenter.
Sagsbeskrivelse: Jetsmark Idrætscenter igangsatte i 2020 et anlægsprojekt med udbygning og modernisering af idrætscentret. Projektet var oprindeligt budgetteret til i alt 65,4 mio. kr. Jammerbugt Kommune har ydet et anlægstilskud på 20 mio. kr. samt bevilget en kommunegaranti på 19,3 mio. kr. til henholdsvis byggekredit og efterfølgende lån til energibesparende foranstaltninger. Der blev indgået totalentreprisekontrakt med Q-Construction. Q-Construction gik konkurs den 5. maj 2022, og for at få færdiggjort byggeprojektet har det været ramt af en fordyrelse på 17.230.332 kr. Heraf har kommunen dels finansieret et anlægstilskud til idrætscentret på 9,6 mio. kr. til dækning af merudgiften til byggeomkostninger og dels finansieret 1,2 mio. kr. til omlægning af cykelstien i forbindelse med ombygningen af idrætscentret. Der er i begge tilfælde aftalt en forventet tilbagebetaling over tid, hvilket er under forudsætning af fortsat drift af idrætscentret. Kommunalbestyrelsen har godkendt restfinansieringen i forbindelse med byggeprojektet på møder afholdt henholdsvis den 1. februar 2023 og den 23. marts 2023.
Byggeprojektet skulle have stået færdigt i august 2023, men er blevet yderligere forsinket og er først endeligt færdigt ultimo marts 2024. Dog mangler stadig den endelige ibrugtagningstilladelse, der forventes på vej snarest.
Jetsmark Idrætscenters formandskab har overfor Jammerbugt Kommune og idrætscenterets bankforbindelse fremlagt den likviditetsmæssige udfordring. Det har hele tiden været kendt i de tidligere budgetter, at idrætscenteret ville have likviditetsmæssige udfordringer i de første driftsår efter renoveringen, og at den løbende drift ville forbedre likviditeten i de følgende år. På mødet blev det klart, at udfordringerne var steget.
I driftsbudgetter udarbejdet af Idrætscentret og revisionsfirmaet BDO i foråret 2024 var der i overslagsårene ikke udsigt til, at driften kunne løse den likviditetsmæssige udfordring. Forklaringen for et større likviditetsbehov end tidligere er at:
Idrætscentret reelt ikke været i fuld drift siden byggestart og frem til ultimo marts 2024, hvor der har manglet indtægter.
Der sket en væsentlig stigning i rentesatserne.
Idrætscenteret har haft større udgifter end indtægter i byggeperioden.
Kommunalbestyrelsen besluttede den 25. april 2024 at fremrykke et budgetteret driftstilskud og skolebetaling på i alt 1.751.107 kr. Hermed var der likviditet til de kommende måneder.
Næste mål er at sikre Jetsmark Idrætscenters drift fremover.
Der er i samarbejde med Jetsmark Idrætscenter og Sparekassen Danmark udarbejdet en økonomisk plan, som alle parter mener er realistisk. Omdrejningspunktet er, at alle parter omkring idrætscenteret er en del af løsningen.
Der er udarbejdet:
Revideret budget for 2024 og
Et revideret budgetoverslag for 2025-2034, der går i balance og der sandsynliggør en fortsat drift i minimum 10 år.
Som en del af planen er der krav til Jetsmark Idrætscenter om løbende budgetopfølgninger,
at Kommunalbestyrelsen kan udpege 2 medlemmer til bestyrelsen, og
at Jetsmark Idrætscenter underskriver en hensigtserklæring om tilbagebetaling af de ekstra anlægstilskud, der er givet siden entreprenørens konkurs. Dette gælder både flytning af cykelstien på 1,2 mio. kr., finansiering på 9,6 mio. kr. til at færdiggøre byggeriet samt det nye anlægstilskud. Derudover fastholdes det tidligere besluttede grundlag, at foreningernes øgede brug af idrætscenteret ikke udløser ekstra økonomi fra Folkeoplysningsudvalget.
Til at færdiggøre moderniseringsplanen er der indregnet 4.175.000 kr. i et ekstraordinært anlægstilskud fra Jammerbugt kommune. Pga. øgede rådgiverhonorarer har Jammerbugt Kommune aftalt, at Jammerbugt Kommune udbetaler i alt kr. 4.175.000. Beløbet udbetales under forudsætning af, at Jammerbugt Kommune som et afdrag modtager en evt. besparelse på energi fra 2025 og frem indtil 175.000 kr. er tilbagebetalt set i forhold til de budgetterede energiudgifter i 2025.
Tidsplan
ØKU: 22.05.2024
KMB: 30.05.2024
Budgetmæssige konsekvenser: Jammerbugt Kommune yder et ekstraordinært anlægstilskud på 4.175.000 kr. i 2024, der finansieres ved forlængelse af det oprindelige lån på 9,6 mio. kr., hvor der er afdraget ca. 4 mio. kr. og i dag er på ca. 5,6 mio. kr. Forlængelsen af lånet vil blive finansieret med ydelser på 2 mio. kr. pr. år i overslagsårene 2028, 2029 og 1,7 mio. kr. i 2030. Beløbene afsættes i budgetterne og indskrives i budgetaftalerne.
Indstilling: Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende
at restfinansieringen af moderniseringen af Jetsmark Idrætscenter sker via et ekstraordinært anlægstilskud 4.175.000 kr.,
at anlægstilskuddet finansieres via forhøjelse af det eksisterende lån i Sparekassen Danmark på oprindeligt 9,6 mio. kr. Lånet forlænges med yderligere 3 år frem til 2030, hvor der er en ydelse med 2 mio. kr. om året i 2028 og 2029 og en rest på 1,7 mio. kr. i 2030. Dette afsættes i budgetterne og indskrives i budgetaftalerne,
restfinansieringen er under forudsætning af, at Jetsmark Idrætscenter underskriver en hensigtserklæring om tilbagebetaling af de ekstra anlægstilskud, der er givet siden entreprenørens konkurs. Dette gælder både flytning af cykelstien på 1,2 mio. kr., finansiering på 9,6 mio. kr. til at færdiggøre byggeriet samt det nye anlægstilskud på 4.175.000 kr. I alt 14.975.000 kr. Tilbagebetalingstidspunkt er ikke aftalt, og
at Jammerbugt Kommune som et afdrag modtager en evt. besparelse på energi fra 2025 og frem indtil 175.000 kr. er tilbagebetalt set i forhold til de budgetterede energiudgifter i 2025.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 22. maj 2024, pkt. 131:
Anbefales godkendt.