Udvalget for Børn & Familie afholder møde den 21. september kl. 14.00. Et af punkterne på dagsordenen er: Frigivelse af rådighedsbeløb til opstilling af pavillon ved Nørhalne Børnehave
Beslutningstema
Godkendelse af opstilling af yderligere én pavillon ved Nørhalne Børnehave til 35 børn i forbindelse med den forestående tilbygning samt frigivelse af rådighedsbeløb hertil. Dette med ibrugtagning af pavillonen fra 1. november 2020 og frem til 1. august 2021, når byggeriet står færdigt.
Sagsfremstilling
I forbindelse med licitation på tilbygning til Nørhalne Børnehave – og det efterfølgende valg af projekt, kan det konstateres, at der er to af de eksisterende grupperum, der bliver direkte berørt i byggeperioden. Dette var ikke en del af det oprindelige oplæg på det fremrykkede anlægsprojekt til 2020, og det betyder konkret, at der, med det valgte projekt, er behov for at genhuse 35 børn i perioden fra 1. november 2020 og frem til byggeriet står færdigt den 1. august 2021.
I forhold til valg af projekt er det vigtigt at understrege, at der var en enig styregruppe og, at projektet til fulde imødekommer det udarbejdede bygherreoplæg og de ønsker, der har været til tilbygningen.
På baggrund af ovenstående anbefales det, at der opstilles én ekstra pavillon ved siden af/i forlængelse af den allerede opstillede pavillon, som i dag er indrettet som ekstra kapacitet til børnehaven som følge af et stigende børnetal. På baggrund af ovenstående er der således dels behov for én pavillon til at håndtere presset i forhold til børnehavens eksisterende fysiske kapacitet, og dels én pavillon til genhusningen af 35 børn jf. ovenstående.
Tidsperspektiv
Det er afgørende, at den ekstra pavillon er klar til ibrugtagning den 1. november 2020. Dette således at den godkendte tidsplan kan overholdes. Dermed kan Nørhalne Børnehave forventeligt indvies og tages i brug pr. 1. august 2021 som planlagt. Dette fordrer imidlertid, at den ekstra pavillonløsning bestilles hurtigst muligt, idet der er leveringstid på pavillonen, ligesom der skal ansøges om byggetilladelse (p.t. er byggesagsbehandlingstiden 8 uger).
Økonomi
Den samlede udgift til opstilling af pavillonen for perioden 1. november 2020 – 31. juli 2021 andrager 560.000 kr. Dertil kommer årlige driftsudgifter (anslået) på i alt 5.000 kr. i 2020 samt 14.000 kr. i 2021.
Det anbefales, i forhold til finansieringen af den samlede udgift til den ekstra pavillon, at denne afholdes af den samlede anlægsramme, der er afsat på dagtilbudsområdet i 2020.
Indstilling
Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget anbefaler, at Kommunalbestyrelsen godkender,
at der opstilles én ekstra pavillon til ibrugtagning fra 1. november 2020 og frem til 1. august 2021.
at den samlede udgift på 579.000 kr. til pavillonen finansieres af og frigives fra anlægsrammen på dagtilbudsområdet i 2020.