Fortælleeftermiddag i Hjortdal Kirke

Altertavle Hjortdal Kirke Som indledning til eftermiddagens program vil Jesper Kinch Andersen, der står bag hjemmesiden Gammelslet.dk, introducere de navngivne personer på Anna E. Munchs bemærkelsesværdige kunstværk Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Fortælleeftermiddag i Hjortdal Kirke

Forfatteren Jens Kristian Lings vil berette om sit helt specielle forhold til Anna E. Munchs smukke altertavle og sine egne barndoms- og ungdomsoplevelser på egnen.

HJORTDAL: Søndag 29. oktober inviteres alle interesserede til en fortælleeftermiddag i Hjortdal Kirke med udgangspunkt i maleren Anna E. Munchs unikke altertavle, der adskiller sig fra de fleste andre ved
at inddrage den lokale befolkning som modeller på sidefløjene.

Eftermiddagen begynder med musik og fællessang, hvorefter Jesper Kinch Andersen, der er opvokset i Slettestrand og nu bor i Struer, vil fortælle om de navngivne personer, som Anna E. Munch har brugt i sit kunstneriske arbejde ud over det centrale motiv − Kristus i stråleglans, omgivet af tilbedende engle.
Skitserne til personerne blev til over en længere årrække fra omkring 1900, til den færdige altertavle blev indviet i 1942.

Anna E. Munch (1876-1960) opholdt sig ofte i Han Herred og kom på den måde tæt ind på den nøjsomme befolkning, som hun skildrede med fintfølende indlevelse og et sikkert greb om penslerne.

En vigtig del af hendes produktion ses på Vejen Kunstmuseum, som Jesper Kinch Andersen har jævnlig forbindelse med. I øvrigt driver han hjemmesiden Gammelslet.dk, hvor han viser billeder fra Slettestrand, Svinkløv og Hjortdal i gamle dage – herunder af kunstnernes opholdssteder og færden i lokalområdet.

Herefter gives stafetten videre til forfatteren Jens Kristian Kjelgaard Lings, der kommer fra Fjaltring og med sine snart 90 år stadig er en lyslevende fortæller. For ganske nylig har han føjet endnu en bog til rækken af udgivelser – denne gang om »Dramamanden Kaj Munk« på forlaget Fokal hos Forlagsgruppen
Lohse. Tidligere udkom på samme forlag »Himmel og hav og Harboør« om en meget omtalt drukneulykke på Vestkysten i 1893.

Jens Kristian Lings, der er lærersøn fra Haunstrup ved Herning, har et helt særligt forhold til Anna E. Munchs kunstværk. Hans far, Niels Kristian Kjelgaard Jensen, er nemlig afbildet på højre fløjtavle som den lille dreng, der holder sin søster i hånden foran et ungt ægtepar fra fiskebefolkningen.

Forfatteren har under sine besøg hos bedsteforældrene i ejendommen, hvor Hjortdal Dyrefarm indtil sidste år havde til huse, ofte været med i kirke om søndagen og har her kunnet gøre sig dybe tanker om sin far som udvalgt til så vigtigt et kunstværk.

Faderens hjemstavn i Han Herred fik stor betydning i opvæksten, og som ung student tog Jens Kristian Lings arbejde som karl på fasterens og onklens gård, Vester Lien, lidt længere mod øst. Forinden havde han haft et halvt år som lærervikar på Øsløs Nordre Skole. Inden for de senere år har den mangeårige
lektor på Danmarks Lærerhøjskole udgivet erindringsserien »Litterære glansbilleder«, hvori han vier en stor del til besøgene hos slægten på fædrene side.

Om alt dette – og meget mere fra Fjerritslev-egnen – vil Jens Kristian Lings fortælle ved arrangementet, som begynder kl. 14 i Hjortdal Kirke. Kirkens organist, Jens Kristian Jensen, og fløjtenist Pernille Christensen står for den musikalske del, og sidst i programmet serveres kaffe med rig mulighed for at
bevæge sig rundt i kirkerummet, betragte altertavlen og få en snak med eftermiddagens medvirkende.

Der er fri adgang og gratis kaffe, som menighedsrådet serverer.
Bag fortælleeftermiddagen står Hjortdal Menighedsråd, Hjortdal Beboerforening og Kunsten i Han Herred, der er et arbejdsfællesskab under Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred.

Kunstprojektet beskæftiger sig netop med de klassiske kunstnere som Anna E. Munch og mange andre, der betegnes som Svinkløvmalerne, idet de fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1960’erne blev tiltrukket af den storslåede natur og den jævne befolkning ved havet.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn