Forsamlingshuse og samlingssteder skaber sammenhold og fællesskab i landsbyerne ved Trekroner

Jesper Jensen ved Gadekæret i Haverslev. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Forsamlingshuse og samlingssteder skaber sammenhold og fællesskab i landsbyerne ved Trekroner

Forsamlingshuse, er det passé eller in? På Jammerbugtposten.dk besluttede vi os for at besøge to forsamlingshuse og et samlingssted omkring Trekroner ved Fjerritslev for at finde ud af det. 

Ens for de tre steder, som vi tog kontakt til, var en umiddelbar åbenhed og optimisme fra den pågældende formand. Tydeligt var det at mærke hos forsamlingshusene i Haverslev, Bonderup og på samlingsstedet Manstrup Gadekær, at man er stolt af sit sted, men også at der er drømme for at udvikle og vedligeholde det – “Forsamlingssteder skaber sammenhold og fællesskab i vores område”, lød det fra de tre formænd. 

HAVERSLEV
I Haverslev møder vi formand Jesper Jensen, der har været aktiv i bestyrelsen i mere end 18 år. 

– Vores forsamlingshus er med til at samle byen og skabe fællesskab. Vi har lige lavet så styringen af Gadekæret er kommet med i bestyrelsen og har gennem foråret brugt en del frivillige timer på at få gjort området mere indbydende, så det første man møder, når man kommer til Haverslev, er synet af et hyggeligt gadekær med legeting til børnene og mulighed for at nyde en kop medbragt kaffe, fortæller Jesper Jensen og fortsætter:

– Vi har også lige fået indkøbt nye borde/bænke sæt, pengene hertil fik vi af Liv i By og Skole og ellers søger vi andre fonde efter midler til vores projekter. Det næste, som vi gerne vil have lavet, er en bedre legeplads i Gadekæret.

– Gadekæret og Forsamlingshuset hænger godt sammen, forstået på den måde, at nu kan gæsterne både være inde og ude. Sommerfesten afholdes i Gadekæret og julefrokosten i Forsamlingshuset. Arrangementerne har god opbakning af områdets borgere og virksomheder. Vi spiser sammen engang imellem, hvor vi mænd mødes tidligt og laver mad og hygger, senere på dagen møder de bedre halvdele og børnene ind og så spiser og hygger vi os sammen, slutter Jesper.

Jesper Jensen ved forsamlingshuset i Haverslev. Foto: Jammerbugtposten.dk

Forsamlingshuset i Haverslev lejes ud til fester og andre begivenheder. Menighedsrådet afholder også med mellemrum arrangementer i forsamlingshuset i Haverslev.

BONDERUP
På parkeringspladsen ved Bonderup Forsamlingshus møder vi formand Normann Krogsgaard, der har været aktiv omkring Forsamlingshuset i omkring 40 år og mange af dem som formand. Forsamlingshuset er flot vedligeholdt og det er tydeligt, at der er lagt mange frivillige timer i at få huset så flot. 

Da vi trådte ind i den store sal, var der sat borde op og dækket op til banko. Én af de ugentlige aktiviteter der tiltrækker mange gæster og får forsamlingshuset til at løbe rundt. 

– Vi lejer forsamlingshuset ud 25-30 gange om året. Ved de fleste udlejninger vælges der også hjælp til at få lavet maden og planlægningen af festen. Det er alle af livets fester, som afholdes her, men også mindesammenkomster, 4 årlige arrangementer af menighedsrådet og så afholder vi selv banko hver mandag hele året rundt, fortæller Normann Krogsgaard og fortsætter:

– Vores mandagsbanko er populært for tiden og salen er ofte fyldt op, når vi begynder på aftenens 30 spil. Vi bruger mange frivillige timer på at drifte og vedligeholde forsamlingshuset, men det giver god energi og socialt samvær mellem alle os, der er med i arbejdet omkring Bonderup Forsamlingshus.

– Det næste vi gerne vil have lavet er flisebelægning ved bagindgangen og en handicapvenlig indgang. Der er hele tiden ønsker til forbedringer, og heldigvis kan vi søge penge i fonde mm og få hjælp til materialer, så må vi selv supplere med arbejdskraft. Vi er heldigvis gældfrie og får sparet lidt op ved vores meget populære bankospil, slutter Normann og smiler. 

Normann Krogsgaard foran forsamlingshuset i Bonderup. Foto: Jammerbugtposten.dk

Forsamlingshuset i Bonderup lejes ud til alle livets fester. Forsamlingshuset er tilkoblet “en kogekone” så der er mulighed for at få “all inclusive” til sin fest. 

MANSTRUP
På vores sidste stop på denne lille rundtur til nogle af områdets forsamlingssteder omkring Trekroner gør vi stop ved Manstrup Gadekær, hvor vi møder formand Johnny Vinther og bestyrelsesmedlem Henrik Schmith. 

Manstrup Gadekær er på sin nuværende placering et forholdsvis nyt mødested i Manstrup. Den tidligere placering var udfordret ved at ligge tæt på den trafikerede vej, så områdets børn ikke selv kunne cykle dertil. Fire friske landmænd skænkede i stedet hvert et lille hjørne jord, der tilsammen skabte området, der i dag er Manstrup Gadekær. Det tidligere område blev solgt og pengene blev investeret i et lille hus på det nye område. 

Huset er bygget til i flere omgange og hertil er der også lavet en overdækket grillplads. For få uger siden var der samlet omkring 25 mennesker til arbejdsdagen, der startede med fælles morgenmad, inden de mange opgaver på to-do-listen skulle i gang med at blive lavet. Arbejdsdagen sluttede med hotdogs. 

– I år havde vi på arbejdsdagen især fokus på at få malet og af sikkerhedsmæssige hensyn blev et gyngestativ pillet ned. Og så blev der lavet forberedelser til, at vi inden længe får den endelige tilladelse til at stille vores nye store legetårn op. Hertil har vi fået støtte af Thorup-Sletten puljen og det bliver bare så godt, slår formanden fast og fortsætter:

– Manstrup Gadekær besøges ofte af skoler og børnehaver. Ellers lejer vi lokale og køkkenet ud til forskellige arrangementer. Vi lejer også vores stole og borde ud, ligesom vi forsøger at hente penge i forskellige fonde til vores ønsker om nye ting – Lige nu vil vi gerne have flere træer på området, så der er mere for børnene at lege i og for os der er med i ordningen om græsslåningen, kan komme lidt nemmere om ved det, slutter Johnny og griner. 

Johnny Vinther og Henrik Schmith foran fælleshuset på Manstrup Gadekær. Foto: Jammerbugtposten.dk

Hos alle tre forsamlingssteder, som vi besøgte, oplevede vi et stort arrangement omkring deres sted og vores opfattelse er soleklar – Forsamlingshuse og forsamlingssteder skaber sammenhold og fællesskab i landsbyerne ved Trekroner.

Du har selv mulighed for at opleve det. Alle tre forsamlingshuse afholder Sankt Hans og du er velkommen.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn