Forsamlingsforbuddet gælder nu for flere end 100 personer

Modelfoto Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Fra og med i dag hæves forbuddet mod at forsamles fra flere end 50 til flere end 100 personer. Det sker som led i genåbningen af Danmark.

Som en del af den gradvise kontrollerede genåbning af Danmark har regeringen planmæssigt valgt at hæve antallet af personer, der må være til stede ved arrangementer. Indtil i dag har det været ulovligt at forsamles flere end 50 personer. Det stiger nu til 100 personer.


”Det er glædeligt, at vi nu kan åbne endnu mere op og tillade flere mennesker at forsamles. Men det betyder ikke, at vi skal begynde at slække på indsatsen mod COVID-19. Vi vil fortsat være til stede, der hvor mange mennesker forsamles, og vi vil også være klar med bødeblokken skulle dialogens vej ikke være mulig”, siger chefpolitiinspektør hos Rigspolitiet Peter Ekebjærg.

Forsamlingsforbuddet gælder fortsat ikke i private boliger og haver i tilknytning hertil, lige som det også fortsat er tilladt at deltage og afvikle arrangementer med op til 500 personer, hvis deltagerne i det væsentlige sidder ned, som eksempelvis til et bryllup.

”Tidligere blev forsamlingsforbuddet hævet fra maksimalt 10 personer til 50. Dengang gav det ikke anledning til de store politimæssige udfordringer, og det forventer jeg heller ikke, efter det nu er hævet igen. Men man skal huske på, at smitten stadig er i det danske samfund, og derfor lyder opfordringen fortsat fra myndighederne, at man skal holde afstand til hinanden og holde god hygiejne”, siger Peter Ekebjærg.