ForsideAabybroForeningsfestivalerne giver skoleelever en smagsprøve på foreningslivet

Foreningsfestivalerne giver skoleelever en smagsprøve på foreningslivet


I samarbejde med Dansk Skoleidræt har Jammerbugt Kommune afviklet fire foreningsfestivaler. I Aabybro, Brovst, Pandrup og Fjerritslev har det lokale foreningsliv givet over 500 skoleelever en oplevelse af foreningslivet i deres lokalområde.

Foreningslivet spiller en stor rolle i lokalsamfundene rundt omkring. Det forpligtigende fællesskab sætter rammerne for en aktiv fritid med dannelse, venskaber, konkurrence, sammenhold og plads til alle. Selvom mange allerede er aktive i en forening, kan flere sagtens være med – det gælder også for børn og unge. Det har været tankerne bag Jammerbugt Kommunes samarbejde med Dansk Skoleidræt om afviklingen af fire foreningsfestivaler i 2022.


”I Jammerbugt Kommune ønsker vi, at foreningslivet har plads til alle og at flest mulige borgere får lyst til at være aktive og opleve foreningslivet glæder. I samarbejdet med Dansk Skoleidræt har vi etableret disse foreningsfestivaler for at give det lokale foreningsliv en platform at eksponere sig på over for børn og unge i lokalområdet. Vores forhåbning er, at de mange skoleelever har mærket, hvor fantastisk et foreningsliv vi har i Jammerbugt Kommune og at der også er plads til dem”, siger Helle B. Andreasen, Formand for Kultur, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Jammerbugt Kommune

Den lokale opbakning til arrangementerne har været rigtig positiv. Over 20 forskellige foreninger har taget del i foreningsfestivalerne i Jammerbugt Kommune. Bestyrelsesformænd og frivillige har taget fri fra arbejde for at agere instruktører og for at fortælle de unge om deres lokale foreningstilbud. Udskolingselever har fået fri fra skole for at bidrage, der hvor de til hverdag er ungdomstrænere og skolerne har tilpasset skoleskemaerne så deres 4. og 5. klasser har kunne tage del i festivalerne.

”Det gør mig glad, at foreningslivet bakker så godt op om foreningsfestivalerne. Foreningslivet kan ikke længere blot stille døren på klem og så kommer medlemmerne af sig selv. I dag er der så mange fritidstilbud at der er kamp om de unge. Derfor er det også vigtigt at vores foreningsliv viser sig frem, som de har gjort ved at tage del i foreningsfestivalerne. For mig er foreningslivet et af de bedste steder et ungt menneske kan bruge sin frie tid og det håber jeg også de har mærket og oplevet gennem disse festivaler”, siger Bøje Lundtoft, Formand for Folkeoplysningsudvalget, Jammerbugt Kommune.

Et af de steder, hvor foreningsfestivalerne blev afviklet, var i Jetsmark Idrætscenter. Her skinnede solen fra en skyfri himmel og eleverne var mødt talstærkt op til en lektiefri skoledag i træningstøj og løbesko.

”Foreningsfestivalen er et rigtig godt koncept, hvor foreninger og skolen mødes om at skabe gode oplevelser for børn og unge. Vi håber så selvfølgelig på, at eleverne er blevet så glade for de aktiviteter de prøvede, at de også har lyst til at melde sig ind i foreningen. Men uanset hvad, så havde vi en skøn dag med gode oplevelser, brede smil og aktive børn i Jetsmark Idrætscenter”, siger Anette Christiansen, Eventkoordinator, Jetsmark Idrætscenter.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER