Af Stefan Madsen – Aabybro
Foreningslivet i Danmark er en helt speciel størrelse og en kultur vi for alt i verden skal værne om. Den frivillige arbejdskraft er en helt uvurderlig størrelse, som giver en masse fantastiske oplevelser, men også udfordringer. Som oftest beror den frivillige arbejdskraft på familiære relationer ned i den gruppe der er tale om. Forældretrænere er en vigtig del af foreningslivet og i sidste ende helt afgørende.
Jeg holder selv ufatteligt meget af at kunne bidrage i den lokale forening som frivillige forældretræner og er på 7.år involveret i håndboldafdelingen i lokalmiljøet. For mig er det en selvfølgelighed at give tilbage til den kulturelle institution som igennem mange år har givet mig så mange fantastiske oplevelser og ikke mindst relationer og venskaber for livet.
At være forældretræner er en gave. At få lov til at blive en del af børnenes hverdag og kammeratskab er fantastisk. Den indsigt i børnenes miljø, omgangstone og udfordringer er svær at få på afstand. Som forældretræner er du en del af det. Det betyder også at der af og til kan opstå dilemmaer. De relationer som man som forælder tænker positiv for ens bør er ikke altid de relationer børnene vælger. At forholde sig neutral i disse situationer kan af og til være svært. Men det er børnene der vælger hvilke relationer, der er vigtige for dem, ikke forældrene.
I forhold til det idrætsfaglige vil der også opstå udfordringer som kan være svære at navigere i. Alle forældre vil deres børn det bedste og ind imellem oplever jeg at forældretrænere kan have svært ved at tage de objektive briller på (her ryger jeg med sikkerhed også i gryden ind i mellem).
Balancen i forhold til niveau, holdinddeling og fokus kan ofte være svær at finde. Det gælder begge veje, forstået på den måde at jeg med sikkerhed i nogle tilfælde har nedprioriteret min egen dreng i forhold til andre for at sikre at ingen kigger skævt. Er der en ”træls” opgave der skal løses har det ofte været lettest at give den til min egen søn, da jeg selv har kunne samle op bagefter. MEN, jeg vil ikke afvise at det modsatte også har været tilfældet. I så fald kan jeg skrive under på at det har været ubevidst.
At rekrutterer forældre til at påtage sig trænerrolle er ikke altid let. Og som oftest ser jeg forældre med børn der har flair for den givne sportsgren melde sig på banen. Det er ikke altid uproblematisk da det på den måde kan være svært at engagere forældre med børn der primært dyrker idræt med et socialt motiv. Og da jeg samtidig oplever at forældre primært vil bruge tiden sammen med sit eget barn, vil der opstå en skævvridning af ressourcer fordelt på niveau og hold.
Sidst men ikke mindst kan det også i kampsituationer være svært at navigere som forælder på bænken. Fordeling af spilletid samt rotation på positionerne er nogle af de ting man skal være ekstra opmærksom på. Får alle lige meget spilletid?, bliver der roteret på positionerne? Har alle haft en god oplevelse efter kampen?
Jeg kan ikke afvise at jeg som forælder træner er faldet i gryden og mistet fornemmelse af ovenstående i bestræbelsen på at give en god oplevelse til de børn der motiveres ved sejr. Til gengæld kan jeg med sikkerhed sige at jeg ofte har gjort det modsatte og samlet op på resultatet efterfølgende.