“Forældrebevægelsen Hvorerderenvoksen” er kommet til Jammerbugt Kommune !

Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Af Henriette Lund, tovholder i Hjørring Kommune og Rikke Thrane, tovholder i Aalborg Kommune/medlem af den nationale styregruppe.
Begge admin. på “Forældrebevægelsen Hvorerderenvoksen, Jammerbugt Kommune”

“Forældrebevægelsen Hvorerderenvoksen” er kommet til Jammerbugt Kommune !

Forældrebevægelsen startede som national bevægelse for snart 3 år siden, i kølvandet på en afvisning af minimumsnormeringer i Folketinget og en tv-række om forholdene i institutionerne. Vi startede desuden ud med en omfattende landsdækkende demonstration d. 6. april 2019.

Der blev oprettet en national Facebook-gruppe, som på nuværende tidspunkt har knap 40.000 medlemmer. Herudover er der en lang række lokale grupper i mange af landets kommuner, og nu altså også i Jammerbugt Kommune.

Forældrebevægelsen er 100 % baseret på frivillige kræfter.

Forældrebevægelsens fokus har været og er fortsat at kæmpe for minimumsnormeringer for de 0-6–årige. Loven om minimumsnormeringer blev vedtaget i december 2021, men ikke som reelle normeringer og ikke på institutionsniveau – så det kæmper vi videre for i bevægelsen.

Det er nu op til de enkelte kommuner at føre loven ud i livet og sikre reelle normeringer på institutionsniveau, så derfor er det super vigtigt med alle de lokale grupper og tovholdere, så vi kan holde et skarpt øje med lokalpolitikerne.

Frivillige i Forældrebevægelsen har på nuværende tidspunkt udregnet reelle normeringer for 35 kommuner, ud fra “Omsættertabellen”, som et et redskab, udviklet i Fredensborg Kommune. Dette er gjort for at tydeliggøre overfor kommunerne, at det KAN lade sig gøre at udregne normeringer, der ligger tættere på virkeligheden, end tallene fra Danmarks Statistik. Tallene skal bruges som dialogredskab, så vi sammen kan finde ud af i de enkelte kommuner, hvordan vi kommer tættere på reelle normeringer.

For at fortsætte kampen og for at stå så stærkt som muligt, er det vigtigt, at vi er mange. Man kan derfor gå på Facebook og finde den lokale gruppe “Forældrebevægelsen Jammerbugt Kommune”, og blive medlem. Forældrebevægelsen er for alle, der har interesse i 0-6-års området – forældre, bedsteforældre, pædagogisk personale, lokalpolitikere osv.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn