Den store forårsmesse i Fjerritslev arrangeret af Fjerritslev Idræts Forening og Ørebro Boldklub blev også søndag besøgt af mange mennesker.
Det helt store tilløbsstykke søndag kl. 12.00 var Fish’n Chips, som var tilberedt af René fra Renés Vin- & Grønttorv og Michael Christophersen fra Vesterhavsfisk.
Det er 5. gang de laver mad på messen, og Michael fortæller, at der blev serveret ca. 550 portioner, hvoraf de første 250 var væk på 17 min.
Udover at lave mad havde René også en stand på messen med øl, vin, spiritus og krydderier – og han synes, det er gået rigtig godt med mange besøgende og udlevering af smagsprøver, som han tror giver et øget salg i butikken efterfølgende.
René deltager på forårsmessen for knap 20. gang, og han synes, det er et rigtig godt sted at vise, hvad de lokale butikker og virksomheder har at tilbyde.