Af Jørgen Bjerregaard – Politisk Næstformand KristenDemokratene – og bekymret Jammerbugt borger
Folkeskolen er ved at knække – og vi lader som ingenting
I årtier – gennem skiftende regeringer – har folkeskolen været genstand for reformer, justeringer, lappeløsninger og gode intentioner.
Alligevel står vi i dag med en skole, der ikke fungerer for alt for mange børn. Det mest alarmerende tal er, at 12 procent af en årgang ikke består 9. klasses afgangseksamen. Det er en foruroligende sandhed, som er en tikkende bombe under vores fremtids velfærd.
Jeg tilhører en årgang på over 80.000.
I dag er årgangene langt mindre, og alligevel formår vi ikke at få flere unge igennem grundskolen med de kompetencer, de skal bruge.
Siden folkeskolereformen i 2013 har problemerne kun vokset sig større: mistrivsel, uro, manglende sammenhæng og en lovgivning, der aldrig bliver fulgt til dørs.
Det er på tide, at vi begynder at se barndom, familieliv og folkeskolen som det mest værdifulde fundament for vores samfund. Men det kræver, at vi tør tale om det, der virkelig halter.
Lærernes vilkår er under al kritik – Den vigtigste forudsætning for en stærk folkeskole er dygtige lærere med ordentlige arbejdsvilkår.
Men i dag er lærerne presset fra alle sider. Den kæde, der burde fungere – politikere, forvaltning, skoleledelse, lærere og forældre – er brudt sammen.
I stedet for at støtte hinanden i at skabe den bedste skole, peger man fingre.
Forældrene fylder mere og mere i skolens dagligdag.
Mange mener, at de skal have indflydelse på alt fra undervisningsmetoder til disciplin. Men sandheden er, at forældreskabet svigter alt for ofte.
Man kan ikke sende et barn i skole, der ikke kan indgå i et fællesskab, ikke kan tale ordentligt og ikke kan acceptere en lærer som autoritet.Jeg kender til konkrete eksempler på elever, der ødelægger undervisningen med groft sprog, provokationer og direkte respektløshed. Når læreren kontakter hjemmet, lyder svaret alt for ofte: “Det er læreren, der er problemet.” Nej. I mange tilfælde er det forældrene, der ikke har gjort deres del af arbejdet – og ikke lytter og trir de beskytter barnet ced st tage deres adfærd i forsvar.
Skolelederne står magtesløse og er samtidig blevet reduceret til administratorer uden reel mulighed for at stille krav til forældrene.
De tør ikke sige det, der burde være indlysende:
Sørg for, at jeres børn er skoleklar. Det burde være et fælles ansvar – men i dag står lærerne alene med konsekvenserne.
Hvis vi ikke handler nu, mister vi en generation
Vi kan ikke fortsætte med små justeringer og symbolske tiltag.
Folkeskolen har brug for et opgør med urealistiske forventninger, politisk detailstyring og et forældreskab, der ikke tager ansvar.
For igen er der jo en grund til at disse familie ikke fungerer, familiepolitisk har vi udviklet os til et uland! De vilkår vi præsenterer familierne for – for at have børn – få børn – have børn i skole og institution- er fuldstændig urimelige
Det er der der skal gøres en alvorlig indsats!
Vi har i Jammerbugt en børne-Familie Afdeling hvor der sidder erfarne lærere og medlemmer som ved hvad der sker i skolen. Det burde være muligt at jeg har brugt er en kommune som går forrest på netop dette område.
Men lad mig lige minde om at jeg i dette opråb først og fremmest vil gøre opmærksom på at vi skal beskytte vores lærere til gavn for alle Vi må jo højere grad være i stand til at kunne møde dem med taknemmelig og forståelse, når de gang på gang prøver på at give vores børn den faglighed og dannelse der skal til, for at rummes i et Danmark 2026.
Og ja det er også hårdt at være forældre, specielt der er problemer omkring børnene, men det er en helt anden snak.
Hvis vi ikke får vendt udviklingen, risikerer vi at tabe endnu flere unge på gulvet.
Det har Danmark ganske enkelt ikke råd til.
Jørgen Bjerregaard peger på nogle meget reelle problemer i folkeskolen.
Der er børn, som ikke trives godt nok. Der er lærere, der oplever et urimeligt pres. Og der er behov for mere ro, tydeligere rammer, stærkere faglighed og et mere forpligtende samarbejde mellem skole og hjem.
Skolen kan ikke løfte opgaven alene. Forældrene har et ansvar for, at børn kommer skoleparate, kan indgå i fællesskabet, taler ordentligt og møder lærerne med den grundlæggende respekt, som et godt skoleliv forudsætter. Det er ikke et spørgsmål om at skrue tiden tilbage, men om almindelig ansvarlighed.
Når det er sagt, er det også lidt en gratis omgang at råbe fra skoven om store forbedringer i folkeskolen, uden samtidig at forholde sig til, hvordan de skal gennemføres og betales.
I Jammerbugt Kommune arbejdes der allerede meget med børn og unges vilkår – både i skolerne, i forvaltningen og politisk. Der er ingen, der sidder med hænderne i skødet. Tværtimod er der et stort og vanskeligt arbejde i gang med at få økonomi, trivsel, faglighed, specialområdet og forebyggelse til at hænge bedre sammen.
Men virkeligheden er også, at vi står med økonomiske omstillinger, som alt for ofte i praksis betyder nedskæringer. Der bliver med rette efterlyst flere voksne, bedre støtte til børn med særlige behov, stærkere forebyggelse, bedre arbejdsvilkår og mere tid til kerneopgaven. Det er ønsker, jeg i høj grad deler.
Men man kan ikke blive ved med at stille større krav til folkeskolen, samtidig med at der bliver færre midler til at løse opgaven. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
Danmarksdemokraterne mener, at folkeskolen er en kerneopgave. Vi skal værne om vores lokale skoler, skabe ordentlige rammer for lærere og pædagoger og sikre, at hjælpen sættes ind, før problemerne vokser sig store.
Der findes ingen lette løsninger. Men der findes heller ingen vej til en stærkere folkeskole gennem flere krav, flere opgaver og færre ressourcer. Det er dér, den politiske debat må begynde.
Rigtig fint indlæg af Jørgen Bjerregård. Så rigtigt skrevet. Vh. Margit Kristensen