Antallet af piger, der bliver HPV-vaccineret, ligger fortsat under niveau fra før HPV-debatten i 2015. Tallene bevæger sig dog opad. I Jammerbugt Kommune stiger antallet af HPV-vaccinerede i de yngre årgange.
”Det går den rigtige vej”.
Sådan siger formand for Kræftens Bekæmpelse Lokalforening Jammerbugt, Irene Longmuir, efter de seneste tal for HPV-vaccinerede piger er offentliggjort i oktober 2019.
Mens 63% af pigerne fra årgang 2003 var vaccineret med HPV-vaccinen i februar i år, viser tallene fra oktober, at 79% af pigerne fra årgang 2005 allerede har takket ja til tilbuddet.
Det tyder derfor på, at de yngre årgange, der nu er 13-14 år, ikke er så forskrækket for HPV-vaccinen, som årgangene, der ramte 12-årsalderen, dengang HPV-debatten var på sit højeste i 2015.
”Det er glædeligt, at flere børn og deres forældre igen er begyndt at slutte sig til HPV-vaccinationen. Vaccinen beskytter mod ni HPV-typer, hvoraf flere kan give kræft. Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningens holdning er, at vaccination mod HPV er en sikker og effektiv forebyggelse mod livmoderhalskræft og analkræft. Derfor er anbefalingen, at alle piger og drenge bliver gratis vaccineret mod HPV, når de fylder 12 år”, siger formand for Kræftens Bekæmpelse Lokalforening Jammerbugt, Irene Longmuir.
Selv om antallet er stigende, er det ikke helt på højde med tidligere, hvor landsgennemsnittet lå på over 90%. Jammerbugt Kommune arbejder fortsat på at øge tilslutningen.
”Både i Jammerbugt Kommune, regionen og statens Serum Institut arbejder vi på at øge tilslutningen til HPV-vaccinen. Vores sundhedsplejersker tager emnet op, når de har samtaler i 6. klasse. Vores sundhedsplejersker er specielt klædt på til at tale med børn og forældre om HPV-vaccinationen, og i år 2020 bliver de vaccine-ambassadører. Det er en landsdækkende indsats, som vi har tilsluttet os, så de er klædt på til at hjælpe unge og forældre med at træffe en beslutning. Endnu et fremtidig tiltag er, at vores fagsystem i sundhedsplejen kan kommunikere med Statens Serums Institut, så vi ad den vej kan opfange, om et barn er vaccineret. Den data bruger vi til at tale med forældrene om, hvilke konsekvenser har det at vælge eller fravælge vacciner. Vi har også afprøvet HPV-kampagnematerialet fra Kræftens Bekæmpelse, som giver god mening at anvende. Vi skal huske, at vaccinationerne er et tilbud, og ikke tvang. Men som sundhedsfagligt personale tager vi emnet op med forældrene. Og der skal ikke være tvivl om, at vi absolut anbefaler vaccinationer til alle raske børn”, udtaler Diane Aarestrup, der er ledende sundhedsplejerske i Jammerbugt Kommune.
Statens Serum Institut har fra 1. august 2019 udvidet påmindelsesordning for børn født efter 1. august, og som fylder 12 år fra 1. november. Dermed modtager forældre både påmindelse, når der er ved at være tid til vaccination, og igen hvis vaccinationstidspunktet er overskredet. Øvrige børn følger påmindelsesordningen fra 2014, hvor der sendes en påmindelse ud til forældrene, hvis deres barn mangler at blive vaccineret, når det er fyldt 14 år. Det gælder ved alle vacciner i børnevaccinationsprogrammet – og dermed også HPV.
HPV-vaccinen blev en del af det danske børnevaccinationsprogram til alle 12-årige piger i januar 2009, de 12-årige drenge er siden september i år også blevet tilbudt vaccinen. Alle piger fra 12 til 17 år er dækket af tilbuddet om gratis vaccination.