ForsideAndetFlere patienter skal tjekkes for tuberkulose

Flere patienter skal tjekkes for tuberkulose

Yderligere 339 patienter modtager i disse dage et brev fra Aalborg Universitetshospital med opfordring om at få foretaget en blodprøve for smitsom tuberkulose…
.
Af Klaus Hansen

Ingen har tuberkulose i udbrud

I december blev 440 patienter fra Aalborg Universitetshospital undersøgt for smitsom tuberkulose efter, at der blev konstateret smitsom tuberkulose hos en medarbejder på hospitalet. Resultatet af blodprøverne viser nu, at 18 patienter er smittede – ingen har sygdommen i udbrud. Derfor smitter de ikke.

– Vi synes, det er mange smittede for et enkelt tuberkuloseudbrud. Derfor udvider vi nu undersøgelsen med 339 patienter, som vi gerne vil tjekke for sygdommen, så vi kan sætte de rette i behandling, hvis de er smittede, siger lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt.

De 18 smittede har ikke sygdommen i udbrud, men de har den i en sovende tilstand, som kan være i kroppen i årevis. Når patienter sættes i behandling for sovende tuberkulose, slås sygdommen ned, og den vil aldrig komme i udbrud.

– Vores fremgangsmåde er helt normal i en situation som denne. Vi starter med at undersøge patienter, der har været i tæt kontakt med smittebæreren, og herefter udvider vi undersøgelsen til næste ring. Borgerne skal ikke være bekymrede – alle, der har den mindste risiko for at være smittet, er indkaldt til undersøgelse hos os, understreger Michael Braüner Schmidt.

I december sidste år blev der konstateret smitsom tuberkulose hos en medarbejder. Vedkommende blev prompte isoleret og sat i behandling.

Patienter, der havde været i tæt kontakt med medarbejderen, blev på samme tid orienteret om situationen og blev tilbudt en undersøgelse, som sker med en blodprøve. Blodprøven viser, om immunforsvaret kan genkende en tuberkulosebakterie. Blodprøven kan ikke skelne mellem sovende og aktiv tuberkulose. Er blodprøven positiv suppleres med yderligere undersøgelser for at afgøre, om tuberkulosen sover eller er aktiv. Blodprøven kan heller ikke fortælle, hvornår og hvordan man er smittet- blot at man er det.

Hotline svarer på spørgsmål

Ved første undersøgelsesrunde var der en del bekymrede borgere, som kontaktede hospitalet, da de var usikre på, hvordan de skulle forholde sig. Derfor er der nu i anden undersøgelsesrunde oprettet en telefon hotline, der besvarer spørgsmål.

En sygeplejerske sidder klar til at tage imod opkald fra borgere på telefon 9766 0470 mellem kl. 13 og 15 på alle hverdage, så længe der opleves et behov.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER