Flere end fire ud af 10 voksne har oplevet drikkepres
44 pct. af voksne danskere har oplevet, at nogen har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
For mange giver januar anledning til en pause fra de våde drikkevarer. Men det er lettere sagt end gjort at skrue ned for alkoholforbruget. For den danske alkoholkultur gør det svært at sige nej tak til alkohol, viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Ifølge undersøgelsen har flere end fire ud af 10 voksne danskere oplevet, at nogen har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, end de har lyst til. Samtidig mener hver femte, at det er svært at være en del af sociale fællesskaber ved sammenkomster, hvor der drikkes alkohol, hvis man ikke selv drikker. Hver femte af de adspurgte har desuden sagt nej til at deltage i et socialt arrangement, fordi de ikke havde lyst til at drikke alkohol.
– Danmark er på mange måder alkoholblind, og vi opdager ikke, hvor stor en rolle alkohol spiller i sociale sammenhænge. Den kultur vil vi gerne sætte spørgsmålstegn ved og få flere til at reflektere over, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
En god grund til at sige nej tak
Det er ikke blot svært for mange at deltage i sociale fællesskaber, hvor alkoholen fylder. Det er også en udfordring for voksne danskere at finde accepterede grunde til at sige nej tak til alkohol.
Undersøgelsen viser, at kun 43 pct. af de adspurgte oplever, at ”jeg har ikke lyst” bliver accepteret som en god grund for ikke at drikke alkohol. Bilkørsel og graviditet bliver oplevet som de mest accepterede grunde for ikke at drikke alkohol, men selv i de tilfælde er man ikke sikret anerkendende forståelse. Kun omkring otte ud af 10 oplever, at bilkørsel og graviditet bliver accepteret som gode grunde til ikke at drikke alkohol.
– Det er absurd, at vi i Danmark har en kultur, hvor mange føler, de ikke kan sige nej tak til alkohol. Ikke engang med begrundelsen, at de simpelthen bare ikke har lyst. Det er en ekskluderende og usund kultur, som vi må få ændret, mener Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Kræft og alkohol
Alkohol er af Verdenssundhedsorganisationen WHO klassificeret som et stof, der med sikkerhed er kræftfremkaldende for mennesker. Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, man indtager.
Alkohol øger risikoen for mindst syv forskellige kræftformer, herunder brystkræft og tarmkræft, som er nogle af de hyppigste kræftformer i Danmark. Det spiller ingen rolle, om man drikker vin, øl eller spiritus – risikoen for kræft er den samme.
Det er bedst at drikke så lidt som muligt, hvis man ønsker at mindske sin risiko for kræft. Men holder man sig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger på højst 10 genstande om ugen, og højst 4 på samme dag, har man en lav risiko for at få alkoholrelateret kræft. Årligt får 1.100 danskere kræft som følge af alkohol. Det svarer til næsten 3 pct. af alle kræfttilfælde.
Læs mere om alkohol og kræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside:
Alkohol og kræft
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på data fra en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.020 danskere i alderen 18-74 år. Dataindsamlingen blev varetaget af analyseinstituttet Voxmeter i perioden 8. maj – 14. juli 2023. Data er nationalt repræsentativt på køn, alder og region. Rapporten er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse.
Læs notat fra undersøgelsen her