Kommunalbestyrelsen har godkendt to byggeprojekter af almene lejeboliger. Det betyder, at der i Brovst opføres 12 almene boliger til udlejning, mens der i Hune opføres 20 almen boliger til udlejning.
Lejeboligerne i Brovst kommer til at ligge i Jernbanegade, og oprindeligt var der kun planlagt otte boliger her, primært fordi den fysiske plads var begrænset. Siden er det blevet muligt at inddrage mere plads til byggeprojektet, og derfor udvides antallet af boliger til 12. Det ekstra areal, der er tilføjet byggeprojektet, er Faldborggade 2, og dermed dækker arealet for de nye boliger hjørnet af Jernbanegade, Faldborggade og Smedevej.
De 12 lejeboliger bliver fordel på stueplan, 1. sal og 2. sal. I stueplan opføres to 2-værelses lejligheder på ca. 65 m² pr. bolig (inkl. fællesarealer), samtidig kommer der 300 m2 erhvervslokaler i stueplan. De resterende ti lejeboliger bliver 3-værelses lejligheder på ca. 95 m² pr. bolig (inkl. fællesarealer). De placeres på 1. og 2. sal.
Huslejen forventes at blive på ca. 5.325 kr. om måneden for en bolig på 65 m², mens boligerne på 95 m² forventes at få en husleje på ca. 7.775 kr. om måneden.
Der bliver fælles gårdrum mod syd/øst med åbning mod Smedevej, hvor der også bliver adgang til boligerne. Der bliver etableret elevator, og adgangen til lejeboligerne på 1. og 2. sal bliver via en svalegang.
Det er Boligselskabet Nordjylland, der står for at opføre de 12 boliger i Brovst, og byggeriet forventes at starte i sommeren 2021 med indflytning først på vinteren 2022.
Boligerne i Hune
Kommunalbestyrelsen har godkendt opførelsen af 20 almene lejeboliger i Hune. De kommer til at ligge på Stenmarksvej på et areal øst for de to dagligvarebutikker i den østlige del af Hune og op mod Aalborgvej.
De nye lejemål bliver 3-værelses boliger på ca. 89,6 m2 pr. bolig, og de opføres i én etage. Til hver bolig opføres depotrum, terrasse og et overdækket gangareal. Huslejen for boligerne er beregnet til at blive på ca. 8.150 kr. pr. måned ekskl. forbrugsafgifter.
Lejeboligerne er en del af et større byggeprojekt, hvori der også indgår 30 private boliger. Det er Boligselskabet Lejerbo Aalborg, der står for byggeriet af lejeboligerne.
Byggeriet af de 20 almene boliger forventes at gå i gang i foråret 2021, og med forventet indflytning i sommeren 2022.
”Vi ser frem til, at de to byggerier går i gang. Der er fortsat stor efterspørgsel på lejeboliger i kommunen, og de to byggeprojekter imødekommer også behovene for lejeboliger til familier. Boligerne ligger samtidig på attraktive placeringer i de to byer. I Hune tæt på naturen og indkøb, mens boligerne i Brovst er centralt placeret i bymidten”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.