Udviklingen i befolkningen i Region Nordjyllands kommuner kommer til at betyde højere udgifter til børn og ældre næste år. Det kan sætte velfærden under pres, hvis kommunerne ikke tager højde for udviklingen, advarer FOA.
Udgifterne til blandt andet ældrepleje og daginstitutioner kommer næste år til at stige med omkring 67,5 millioner kroner for Region Nordjyllands kommuner. Det viser beregninger, som FOA har foretaget på baggrund af befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik.
Der er dog store lokale forskelle.Fem af regionens 11 kommuner kan se frem til stigende udgifter, hvis de skal opretholde deres nuværende serviceniveau. Aalborg kommune vil opleve den største stigning. Her står man med udsigt til at skulle bruge over 74 millioner kroner mere end i år.
Procentvis stiger udgifterne i Rebild kommune mest. Her sker der en udvikling i udgiftsbehovet på 1,1 procent. Kommunen kommer derved til at skulle bruge over 15 millioner kroner mere.
FOAs næstformand Thomas Enghausen understreger, at der med beløbene ikke er tale om forbedringer af velfærden, men at vi her alene taler om de minimumsbeløb, der skal til for at opretholde status quo.
“Det er afgørende, at kommunerne som minimum fastholder det serviceniveau, vi kender. Flere børn og ældre koster flere penge, uanset hvordan man vender og drejer det, og pengene kan ikke smøres ud i et tyndere lag, end vi allerede ser i dag. Alt snak om at styrke velfærden afhænger derfor af, at der bliver afsat flere penge end de her minimumsbeløb,” siger Thomas Enghausen og fortsætter:
“Regeringen må sikre nogle ordentlige rammer for kommunerne, så de kan levere en anstændig service. Vi har pengene til at levere en værdig pleje til borgerne, men det afhænger af, at politikerne prioriterer velfærden,” siger Thomas Enghausen.
Seks kommuner i regionen skal bruge færre penge næste år for at opretholde serviceniveauet. Hjørring Kommune kommer til at opleve det største fald i serviceudgifterne med -0,4 procent, svarende til 10,9 millioner kroner.
På Danmarkskortet øverst kan du se, hvad befolkningsudviklingen kommer til at koste i din kommune næste år.