Fællesskab og hjerterum ved Midsommerkoncert i Redningshuset
De kulturelle tilbud er mangfoldige i Jammerbugt Kommune. I dag var der midsommerkoncert i Redningshuset i Blokhus med deltagelse af Jetsmarks kirkes ungdomskor.
Inden starten af midsommerkoncerten var formand for Kultur- fritid og landdistrikter Helle Bak Andreasen inviteret til at sige et par ord.
Udvalgsformand Helle Bak Andreasen sagde i sin tale:
Tusind tak for invitationen til at komme til midsommerkoncert – måske en ny tradition er født?
Det håber jeg da – for som rammerne er gode til julekoncert, er de også gode i dag.
Gode rammer er en forudsætning for mange oplevelser – men uden godt indhold intet værd. Og det gælder faktisk som alt andet i livet. Man kan selv sætte en masse gode rammer op – men har man ikke hjerterum, er man ikke engageret, er det intet værd.
Men her er hjerterum – her er engagement. Ikke bare i dag, men ved at der hver eneste dag bliver låst op og interesserede kan kigge ind og lade sig inspirere. Det kaldes engagement og det kaldes vedholdenhed. Og det er nødvendigt – også på mange andre områder i livet -om det så er at synge i kor, gå i skole, på arbejde, i sit fritidsliv eller privatliv. Og derfor er det fantastisk at I vil dele det med os i dag. Tak til jer der arrangerer koncerten i dag – holder liv i Redningshuset og tak til Jetsmark kirkes ungdomskor at I stiller op.
Og begge dele er utrolig vigtigt.
Desværre bliver ensomheden større og større i Danmark og det er desværre blandt alle aldersgrupper. Det vil vi gerne gøre op med i Jammerbugten. Faktisk er rigtig mange af vores unge mennesker medlem af en forening. I fjerde kvartal sidste år var 2897 unge mellem 13 og 18 år aktive i en forening – og det ud af 2894 i den aldersgruppe. Så jo – over 100 procent og det kan vi alle jo godt se, nok ikke helt stemmer. Og det er jo netop fordi flere unge er medlem flere steder og det er jo godt – men det er ikke godt for restgruppen. I min verden har vi alle brug for et inkluderende fællesskab – og som jeg har sagt så mange gange før, er det ligegyldigt om man går til skak, kor eller fodbold – bare man er med i et sundt fællesskab. Og det gælder jo, om man er 8 eller 80 år gammel.
Og det kommer ikke af sig selv – det skal vi faktisk hjælpe hinanden med, og her har vi alle et ansvar. Børn har et ansvar i at prøve at få sine kammerater med, men alle vi andre har også et stort ansvar. Vi skal sommetider lige tænke ud over sin ”egen næsetip” – sin egen verden og tænke de mennesker ind, som man måske ikke normalt omgås med – for måske kunne de have gavn af at komme i et fællesskab. Og omvendt – så kunne vi andre få gode nye input. For hvis vi skal være ærlige er det jo tit dem der ligner os selv vi søger sammen med – vi sætter os hos dem vi kender, vi spørger dem vi kender om de kan hjælpe etc. – men jeg tror faktisk at vi ville blive beriget, hvis vi prøver på at udvide vores gode fællesskaber.
Og vi skal huske på de sunde fællesskaber og de levende fællesskaber. Nu har jeg skrevet min tale selv – men gad vide om ikke en chatbot kunne ha´gjort det lige så godt? jeg ved det ikke. Da jeg forleden spurgte mine piger om hvad er det for et ikon på snap chat My Al – er det noget jeg skal godkende – ja så siger de, at det er et typisk mor spørgsmål – implicit – du aner ingenting om den verden. Den kan du da bruge til at spørge om mange ting. Nå – hvad? – så spurgte jeg faktisk om hvad er det bedste spisested i Blokhus? – Den svarede så en restaurant der har været meget lukket – og ja – så var det også jeg sagde til pigerne at – det er godt med den Al – den er jo ikke korrekt at det er den bedste restaurant. – Men et bud – det var det.
Men min pointe er blot, at vi skal være gode til at sondre mellem virkelighed og ”fantasi”. Vi skal ikke tro på alt, hvad vi taler med en robot om, vi skal bevare vores sunde fornuft og skepsis. Ikke sagt at det ikke kan blive et godt redskab for mange ting, men vi skal bare huske på hjerterum.
At hos robotten sidder der ikke et menneske, som du kan skabe en relation til, et menneske der beriger dig med alsidighed, eller et menneske du kan finde trøst hos, eller et menneske du kan synge sammen med. Det gør der i virkelige fællesskaber som det at være frivillig i Blokhus eller det at synge i kor. Det giver netop noget i den menneskelige rygsæk, og det skal vi værne om.
Det gør vi med store fællesskaber og vi kan glæde os til musik på torvet, men det gør det så sandelig også – og måske endda i højere grad i det kulturmiljø der er ved at blive opbygget i dette hus. Så lad os alle nyde midsommerkoncerten, men lad os også nyde fællesskabet, der udspringer – både for børn og voksne. Det er nemlig den virkelige verden og det skal vi være taknemmelige for og huske på at bruge.
Igen en stor tak til Alle der stiller op – rigtig god midsommerkoncert og god sommer.
LÆS OGSÅ: Skolecenter Jetsmark nomineret til Nohrcons pris ”Årets skolebyggeri 2023”