ForsideFjerritslevFællessang ved Havbådehuset hver tirsdag i juli i Slettestrand

Fællessang ved Havbådehuset hver tirsdag i juli i Slettestrand

Print Friendly, PDF & Email

Fællessang ved Havbådehuset hver tirsdag i juli i Slettestrand

»Sange ved havet« er gennem de seneste 11 år blevet en fast bestanddel af sommerlivet i Han Herred, og i år inviteres alle – sommergæster såvel som fastboende – til hele fem sangaftener i det fri ved Havbådehuset i Slettestrand. Det foregår som hidtil alle tirsdage i juli fra klokken 20 til ca. 21.

I år har endda budt på en bonus til alle, der holder af fællessang, idet sæsonen begyndte allerede tirsdag 18. juni ved Kongestenen som en del af fejringen af 200-året for kongebesøget i Grønnestrand.

Traditionelt bliver »Sange ved havet« besøgt af mellem 150 og 300 sangglade mennesker hver gang, og et team af dygtige sangere og musikere – primært fra lokalområdet – er klar til at lede forsamlingen gennem et afvekslende og veltilrettelagt program.

2. juli er bemandingen Per Gregersen (klaver) og Lærke Bertelsen (forsanger), 9. juli: Inger Lund Gregersen (klaver) og Marianne Klausen (forsanger), 16. juli: Peter Olsen (klaver) og Johan Svaneborg (forsanger), 23. juli: Peter Sloth Andersen (klaver) og Diana Haugland Jensen (forsanger), og 12. sæson sluttes af med en aften, hvor Anders Moltsen (klaver) og Gitte Nielsen (forsanger) står for programmet.

Han Herred Sangbogen, som indeholder et bredt udvalg af såvel danske som nordiske sange, benyttes ved alle seks sangaftener, og deltagerne har mulighed for at låne et eksemplar ved henholdsvis Kongestenen og Havbådehuset. Det er desuden muligt at bestille sangbogen via www.Forlag1.dk

Billede fra tidligere år med Fællessang ved Havbådehuset i Slettestrand Foto: Privat

Der er fri adgang hver gang, og efter fællessangen i Slettestrand er der tilbud om kaffe og kage à 25 kroner. Pengene går ubeskåret til dækning af de udgifter, der er forbundet med arrangementet, idet kaffe og kage sponsoreres af de lokale hoteller i Slettestrand.

Arrangørerne opfordrer deltagerne til at tage klapstol, tæppe og eventuelt paraply med, så man er passende klædt på til de lyse nordjyske sommeraftener. Skulle det vise sig at være dårligt vejr, vil arrangementet blive aflyst ved opslag på »Sange ved havet«s Facebookside.

Bag »Sange ved havet« står en stab af frivillige, der repræsenterer følgende otte foreninger og instanser: Udvikling Han Herred, Han Herred Havbåde, Destination Svinkløv-Slettestrand-Thorupstrand, Hjortdal Beboerforening, Hjortdal Menighedsråd, Kulturforeningen Tinghuset, Jammerbugt Kulturskole og Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred.

»Sange ved havet« fletter sig smukt ind i sommerens række af kirkekoncerter »Musik i Han Herred«, og fællessangen fortsætter efter sommerferien i Tinghuset, Fjerritslev, hvor der også er fri adgang – med mulighed for at købe kaffe − den første tirsdag i hver måned klokken 19 fra september til maj.

Sange ved havet blev i år udvidet med fællessang ved Kongestenen i anledning af 200-året for Frederik VI’s besøg i 1824. Gitte Nielsen og Niels Kraghede sang for, mens Søren Bundgaard sad ved klaveret.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER