Etape 2 med stier, dam, jordvolde og stort gazebo skyder op på Birkelse Fælled

Jan Bodin Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Etape 2 med stier, dam, jordvolde og stort gazebo skyder op på Birkelse Fælled

Det var en tydelig stolt Jan Bodin fra initiativgruppen for Birkelse Fælled, som Jammerbugtposten.dk mødtes med torsdag eftermiddag. Vi mødte Jan på området, der netop er gået i gang med etablering af etape 2 på det store område ved Bindeleddet i Birkelse, der for alvor begynder at tage form til byen og områdets nye Birkelse Fælled.

– Sidste år plantede vi 6500 træer på området, der skal skyde op og danne Vestskoven med læ og indkredse området med Birkelse Fælled, så det bliver hyggeligt og roligt. I Vestskoven er det danske træsorter, som er valgt, og der bliver trampestier rundt i skoven samt et område til byens juletræ, fortæller Jan Bodin og peger over mod området.

Vi er gået op på én af de ca. 2 meter høje volde, som entreprenøren og hans gravemaskiner i disse dage er ved at etablere i området og som en del af etape 2 for Birkelse Fælled. 

– Det bliver simpelthen bare så godt og vi har et utrolig godt samarbejde med de lokale virksomheder, der hjælper med opgaven med at få næste step, etape 2, ført ud i livet. Vi er i fuld gang med at etablere stier, legevenlige jordvolde, hyggelige “kroge”, en dam, som om vinteren kan bruges som skøjtebane og i næste uge begynder tømreren at opføre det store 12 m (i diameter) gazebo, der skal danne grobund for hyggelige stunder med madpakker for de besøgende, fortæller Jan Bodin og fortsætter:

– Etape 2 har en samlet udgift på den anden side af 600.000 kroner og vil efter planen stå klar til indvielse omkring sommerferien. Vi har fået økonomisk hjælp fra Jammerbugt Kommune, Friluftsrådet, Nordea Fonden og så har vi solgt de 50 store kirsebærtræer langs de store stier ind til området til byens borgere, virksomheder eller hvem der gerne har villet støtte projektet. De, som har købt et træ, får en fin plade op ved “deres” træ og får på den måde ejerskab i området.

Initiativgruppen for Birkelse Fælled har fået hjælp af landskabsarkitekt Lars Borgen til visualisering og idéen med Birkelse Fælled. Efter 2. etape kommer etape 3, som er den sidste etape i denne fase. Etape 3 handler i høj grad om borde og bænke og andre ting, der kan højne funktionalitet og brugen af Birkelse Fælled. Og Jan Bodin og resten af initiativgruppen er allerede i gang med at søge fonde mv. til finansieringen af etape 3. 

LÆS OGSÅ: Kommunalbestyrelsen sang Sangen om Han Herred