ForsideAndetEt flertal af unge føler sig presset til at drikke alkohol

Et flertal af unge føler sig presset til at drikke alkohol

Har du nogensinde drukket mere, end du havde lyst til, fordi dine venner opfordrede dig til det? Så er det en oplevelse, du deler med mere end halvdelen af landets 15-25-årige, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Fuld af Liv indsats.

I disse uger starter tusindvis af unge på et nyt studie. Studiestart er ofte forbundet med masser af fest, og fest i Danmark er som regel lig med en forventning om alkohol. Det kan gøre det svært at sige fra.

En rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden viser, at 54 pct. af de 15-25-årige har oplevet, at deres venner har forsøgt at presse dem til at drikke, selvom de har sagt ”nej tak”.

Unge ønsker en ændret alkoholkultur
Rapporten viser også, at knap hver tredje af de unge drikker mere alkohol, end de har lyst til, fordi de føler, at det forventes af dem. Og 81 pct. af de 15-25-årige mener, at vi skal have en alkoholkultur, hvor alle accepterer et ’nej tak’ til at drikke.

  • I Danmark har vi desværre en tradition for, at sociale arrangementer alt for ofte inkluderer alkohol. Vi ved, at mange unge ønsker en anden alkoholkultur. Derfor arbejder vi for en mere rummelig festkultur, hvor det bliver en fest for alle, uanset om man drikker alkohol eller ej, og hvor det skal være helt okay at sige nej tak, siger Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Fuld af Liv indsats.

På langt sigt øger alkohol risikoen for 60 forskellige sygdomme – herunder kræft. Men for meget alkohol kan også have seriøse konsekvenser på den korte bane. Der dør årligt 14, og der er 1700 hospitalsindlæggelser blandt 15-25 årige som følge af alkohol. Alkohol er især skadelig for unges hjerner, som først er færdigudviklede omkring 20-års-alderen.

Fuldskab er ”utjekket”
Næsten tre ud af fire unge, der drikker alkohol, har prøvet at drikke så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre. Og 38 pct. har endda oplevet blackout som følge af at have drukket for meget.

Det er høje tal. Ikke mindst i lyset af, at en stor del af de unge mener, det er utjekket at drikke sig meget fuld.

  • Et pres om at drikke behøver ikke være udtalt, der er ofte tale om et forventningspres, og derfor kan man indirekte presse andre til at drikke mere alkohol ved selv at drikke meget, tage initiativ til druklege eller ved at servere alkohol som en selvfølge, når vennerne kommer, siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.

Det er ekstra vigtigt at sætte ind i ungdomsårene, hvor vores alkoholvaner bliver grundlagt.

I de kommende uger sætter Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens indsats ’Fuld af liv’ derfor fokus på drikkepres. En række nye kampagnefilm udstiller med et glimt i øjet, hvor absurd det er at presse nogen til at drikke mere alkohol, end de har lyst til. Og det endda helt uden at vise en eneste dråbe alkohol.

’Nej-coach’ skal hjælpe unge med at sige nej til alkohol
I kampagnefilmene møder vi Lars Ranthe, en af skuespillerne i den oscarvindende film ’Druk’, i rollen som ’nej-coach’. Han vil i forskellige festlige situationer forsøger at guide filmenes unge karakterer til, hvordan man bedst siger nej, når andre forsøger at presse en til at drikke mere, end man egentlig har lyst til.

  • Jeg har supermeget lyst til at bakke op om en kampagne, der forsøger at belyse et problem, vi alle bliver udsat for som unge mennesker. Vi taler her om presset fra kammeraterne om at skulle drikke for at være en del af det sociale kodeks. En del af at være cool, siger Lars Ranthe og tilføjer:
  • Det er vigtigt at vise de unge, at vi som voksne har en holdning til alkohol, og at det er ok at turde at stå ved sine egne grænser og sige nej.Det betyder ikke, at vi ikke anderkender, at de unge skal feste. Men det viser, at vi faktisk respekterer dem og ser dem som de fremtidige fakkelbærere, de er. Derfor er det også vores pligt at videregive vores erfaringer og indsigter, når det kommer til alkohol og drikkepres.
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER