Et ben i begge lejre: Hvordan bliver forløbet af lokalbraget ?

Foto: JammerbugtFC Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

Der er som regel masser af aktion, når Jammerbugt FC og Thisted FC mødes på grønsværen. Der er knald på tacklingerne og intensiteten er høj. Men hvad sker der mon denne gang?

Det har JammerbugtFC, i samarbejde med Thisted FC, spurgt om i begge lejre. Thisted FC’s Frederik Sloth og Jammerbugt FC’s Nikolaj Lyngø er begge blevet stillet overfor nedenstående seks udsagn om kampen og har hver især udvalgt de tre, som de tror mest på bliver en del af kampscenariet i fredagens lokalopgør.


De seks udsagn om lokalopgøret

1) Der bliver dømt straffespark i kampen.

2) Der bliver uddelt et rødt kort.

3) Der bliver scoret mål i overtiden.

4) En træner får en advarsel.

5) Et af holdene scorer direkte på frispark.

6) Der bliver scoret hattrick i kampen.

Frederik Sloth 

Frederiks scenarie A: Jeg tror på udsagn 3. Fordi vi forhåbentlig er foran og lukker kampen på en omstilling i overtiden.

Frederiks scenarie B: Jeg tror også på udsagn 5. Fordi vi har nogle gode frisparksskytter, som har været tæt på et par gange denne sæson.

Frederiks scenarie C: Og så tror jeg på udsagn 6. Det vil ikke være helt dumt, hvis en af vores laver hattrick. Så er der gode muligheder for en sejr.

Nikolaj Lyngø

Nikolajs scenarie A: Jeg vælger udsagn 1. Jeg tror sagtens, der kunne blive dømt et straffespark i en kamp, hvor alle vil give sig 110 pct.

Nikolajs scenarie B: Jeg tror også på udsagn 2. Her er det en tidligere holdkammerat, som jeg vil nominere til at være en oplagt kandidat til et rødt kort. Nemlig Laus Nielsen.

Nikolajs scenarie C: Endelig tror jeg også på udsagn 4. I min optik er det ligeså sikkert som amen i kirken, at minimum en træner får kort til fredagens derby.

Tak til Frederik og Nikolaj. Tiden må vise om de to spillere får ret i deres forudsigelser. Sikkert er det, at det bliver spændende.

Der er kick på Sparekassen Vendsyssel Arena fredag d. 2. oktober kl. 19.00.

Køb din billet her: https://eventjammerbugt.dk/event/jammerbugt-fc-thisted-fc/