En bæredygtig fremtid for aftenskolen efterlyses
Af FOF Vendsyssel, forstander Kirsten Højrup
Der er samlet set ekstraordinære udfordringer – både økonomiske og praktiske – forbundet med at lave aftenskole. Med aftenskolens økonomimodel in mente så er der en reel bekymring for fremtiden og opmærksomhed på vilkårene for aftenskolen – ikke bare for FOF Vendsyssel, men i det hele taget.
Styrk vores lokalsamfund – invester i aftenskolen
Der er fuld forståelse for, at årets kommunale budgetlægning er en udfordring, hvor vores
politikere er nødt til at gennemføre nedskæringer på vigtige områder, som de dybest set
ikke ønsker at forringe.
Jeg opfordrer til, at der denne gang vil være blik for muligheden for at styrke de
kommunale tilskud til aftenskolerne!
Den folkeoplysende voksenundervisning er masser af kurser, foredrag og andre kulturelle
og oplysende aktiviteter, som er med til at alle kan blive både klogere, sundere og gladere.
Men aftenskoleverdenen er ganske enkelt så økonomisk presset, at størrelsen på de
kommunale tilskud kan være med til at afgøre, om vi kan fortsætte alle de mange
aktiviteter i Vendsyssel til glæde for borgere – helt lokalt.
Jeg vil derfor kort orientere om, hvorfor aftenskolernes økonomi er så presset. Og jeg vil
argumentere for, at der både ud fra et økonomisk og et lokalsamfundsmæssigt synspunkt
er god fornuft i, at kommunerne i Vendsyssel investerer i aftenskolen i stedet for at spare.
Vilkår for oplysning og kultur er politisk bestemt
Alle har indflydelse her – både borgere og politikere! Det handler om helt enkle ting som
løn og lokaler. Aftenskolens økonomimodel er meget enkel, men beskårede bevillinger og
højere udgifter skubber til modellens bæredygtighed.
Aftenskolen og oplysningsforbund som FOF Vendsyssel, tildeles et årligt kommunalt
tilskud, som er øremærket til løn til undervisere. Det er en meget enkel tilskudsmodel idet
løn til undervisere er bestemt af en bekendtgørelse, og den har hverken aftenskolen eller
kommunerne indflydelse på. Det kommunale tilskud dækker en mindre del af
underviserlønnen, og resten (den største del) er borgernes egenbetaling for at gå på
kursus. Det betyder helt enkelt, at med højere underviserløn, så rækker tilskuddet til færre
kurser.
Hvorfor er aftenskolernes økonomi så presset?
Bevillingerne til aftenskole er beskårede, og timesatsen for undervisernes løn er steget pr. april, og udgiften til kursuslokaler stiger. Derfor er det også meget enkelt, at det hele er
en udfordring for aftenskolen.
De nye overenskomster har givet store lønstigninger til lønmodtagerne og pr. 1. april også
til de dygtige undervisere i aftenskolen. Det er alle vel undt! Men i aftenskolernes verden
er lønstigningerne en voldsom økonomisk udfordring, idet der ikke følger ekstra penge
med i tilskud.<
I forvejen er aftenskolernes økonomi under pres. Stigende udgifter til lokaleleje, el og
varme har igennem længere tid udfordret økonomien. Det har givet røde tal på bundlinjen,
og her er løsningen enten færre aktiviteter til borgerne eller højere priser, der ofte fører til
lavere deltagertal.
Aftenskolerne er ikke sat i verden for at tjene penge, men for at skabe folkeoplysende
aktiviteter i meningsfyldte fællesskaber for ALLE borgere. Fornuftige kommunale tilskud
udgør selve grundlaget for, at aftenskolen kan fastholde de mange folkeoplysende tilbud i
Vendsyssel.
Aftenskolen overlevede Corona, men nedskæringer og øgede udgifter udfordrer
Der er blevet sagt, at det vil tage mindst fem år at komme tilbage til noget, der minder om
før Corona. I aftenskolen og i kulturlivet i det hele taget er det en klar oplevelse, at der er
ikke noget, det hedder ”ny normal” hverken efter Corona, inflation og anden pessimisme.
Men aftenskolen har ikke de økonomiske ressourcer til at vente i fem år, på at tingene
bliver bedre. I forvejen er det at drive en aftenskole er stor udfordring på grund af den
økonomimodel, som aftenskole tilbyder.
Aftenskolen er for alle, men er der plads til aftenskolen?
Aftenskole er tilbud til alle voksne borgere i fritiden både dag og aften. Det er et af de
folkeoplysende tilbud og dermed en væsentlig del af det, som er og har været savnet efter
Corona og i andre svære tider nemlig: fællesskab og udvikling af det, som den enkelte
oplever som interessant.
I aftenskolen er der plads til alle, som ønsker at være med. Men aftenskolen oplever et
stigende problem med at opretholde sin plads i det kommunale landskab. Det er ikke piv,
men et opråb til ansvarlige politikere for at sikre fremtiden for folkeoplysning.
I det daglige har aftenskolerne et aldeles udmærket samarbejde med de lokale
fritidsforvaltninger, det er ikke der problemet er. Problemet er beslutninger i de politiske
systemer, som får utilsigtede, men uheldige følgevirkninger på aftenskolernes aktiviteter
og dermed for borgernes muligheder for at udfolde sig frit i aftenskolens fritidsaktiviteter.
Opfordring til kommunalbestyrelserne i Vendsyssel
Vi synes, at man får rigtig meget for pengene i aftenskolen hos FOF Vendsyssel: Viden,
livskvalitet og fællesskab. Det er desværre ikke lige så prisvenligt at deltage i aftenskolens
tilbud, som det har været. De kommunale tilskud rækker ikke hele vejen rundt til de
stigende udgifter. Det er vigtigt, at alle, der har behov og lyst, også skal have råd til at
være aktive i aftenskolen. Derfor opfordrer vi kommunalbestyrelserne i Vendsyssel til at
øge de kommunale tilskud, så vi kan undgå alt for store prisstigninger på aftenskolens
kurser og foredrag i fremtiden og dermed afholde borgere fra at være med på grund af
prisen.
En investering i aftenskolen er en investering i trivsel
Ensomhed, mistrivsel samt dårlig mental og fysisk sundhed er udråbt som nogle af tidens
største samfundsudfordringer. Og netop aftenskolen er et af de steder, der er i fuld gang
med til at løse de udfordringer. Forskning viser, at deltagerne i aftenskolerne oplever øget
livskvalitet og bedre mental sundhed. I aftenskolen er man ikke ensom, men en del af et
givende fællesskab. På de mange kurser i bevægelse betaler deltagerne selv for at gøre
noget godt for deres krop og sundhed. Og så er aftenskolen ikke mindst med til at bidrage
til, at vi har et levende lokalsamfund i Vendsyssel.
Bæredygtig berettigelse
I aftenskolerne investerer borgerne selv i et bedre liv ved at gå til noget for både krop og
hjerne. Det kan mindske og udskyde behovet for hjælp fra socialforvaltning,
sundhedsforvaltning og andre kommunale kasser. Det er imidlertid desværre ikke alle, der
har råd til at deltage i aftenskolens aktiviteter og lige præcis dem, der har mest brug for det
er ofte dem, der vælger det fra på grund af økonomien.
Sidst men ikke mindst, så bidrager aftenskolerne med de mange dygtige undervisere til at
højne beskæftigelsen og skatteindbetalingerne i vores kommuner. Alt dette er god
bæredygtig lokaløkonomi, som aftenskolen fortsat gerne vil være en del af i Vendsyssel.
Alle er velkomne i den lokale aftenskole
Hos FOF i Vendsyssel er der plads til alle. Uanset køn, alder, baggrund eller familiestatus.
Det skaber gensidig forståelse – og er med til at styrke den demokratiske samtale,
sammenhængskraften og tilliden i vores kommuner i Vendsyssel. Det er også
bæredygtighed!