I de kommende dage vender sommervarmen tilbage. Forsikringsselskabet Topdanmark opfordrer landmænd og ansatte i landbruget til at være ekstra opmærksomme på risiko for brand i den tørre høstsæson.
Det ekstremt varme vejr, som vi har haft i løbet af de seneste uger, har allerede fået konsekvenser for en række landmænd, der har måttet se deres marker og maskiner bryde i brand.
Også denne uge kan blive en varm en af slagsen i Danmark, hvor temperaturen kan nå op omkring 30 grader. Her er det ekstra vigtigt, at landmænd og ansatte i landbruget er opmærksomme på risiko for brand, lyder opfordringen fra Topdanmark.
”Der er fuld gang i høsten, og vi har netop set flere eksempler på, at marker og maskiner er gået i brand,” siger Preben Rasmussen, landbrugschef hos Topdanmark.
På Fyn, Sjælland, Bornholm og i den sydlige del af Jylland er der lige nu “høj risiko” for tørke, mens der er “forhøjet risiko” i stort set resten af landet, viser DMIs tørkeindeks.
Flere marker i flammer
I sidste uge førte adskillige markbrande til, at Fyns Politi gik ud med en opfordring til landmænd om, at de bør sørge for at have slukningsmateriale og ekstra traktor med harve til at lave “brandbælter” med, når de er ude at høste eller presse halm.
Den opfordring bakker Topdanmark, som forsikrer cirka hvert andet danske landbrug, op om.
”I det tørre høstvejr kan selv en lille gnist antænde en brand i maskinen eller marken og udvikle sig til store flammer. Det er derfor rigtig vigtigt at have en vandvogn eller en fyldt marksprøjte inden for kort afstand,” lyder det fra landbrudschefen.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at hø og halm kan selvantænde, hvis det er for fugtigt, når det presses.
“Brande som disse kan både være farlige og koste mange penge. Det er derfor en god idé at lade halm ligge på marken i længere tid, inden det presses og tages ind,” siger Preben Rasmussen.
Sådan forebygger du brand i mejetærskeren:
- Tag en vandvogn eller en fyldt marksprøjte med ud i marken, når der høstes.
- Blæs maskinen ren hver dag, især motor og kølere.
- Tjek leje og remme, og vær opmærksom på mislyde fra mejetærskeren.
- Tjek, at ildslukkerne virker. Sørg for at vende dem op og ned en gang imellem, så du undgår, at pulveret sætter sig i bunden.