Efterårssjov for de mindste: Sjov og ballade for familiens mindste hele efterårsferien i Blokhus

Blokhus
Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Efterårssjov for de mindste: Sjov og ballade for familiens mindste hele efterårsferien i Blokhus

Som en del af Blokhus Efterårsfestival byder Erhvervsforeningen Destination
Blokhus på et spækket program fyldt med sjove og hyggelige børneaktiviteter i
uge 42.


Hvem slår Blokhus rekorden?
Søndag d. 16. oktober kan de mindste komme til Børnenes Rekorddag på torvet.

Her gælder det om at blive bedst og slå rekorden i fire små og underholdende
konkurrencer. Alle vindere modtager en flot medalje – og kommer måske med i
Børnenes Rekordbog! De fire konkurrencer er for børn i alderen 5-13 år, så der er både noget for store og små. Mød op i konkurrence-arenaen på torvet og deltag i konkurrencen om hvem der kan få mest tøj på kroppen på tid, stable det højeste tårn i Dublo, hænge i reb i længst tid eller få flest point i et spil fodbolddart.

Magisk cirkusshow og gakkede gøglerier
Klovnen Happy kan både trylle, lave ballondyr, jonglere, bugtale og ikke mindst
spille smukke toner på sin ukulele. Og i efterårsferien besøger han Blokhus for at underholde og træne vores alles lattermuskler. Helt præcist, sørger Happy for at underholde familiens yngste, når han byder indenfor i teltet til Cirkus- og
Jongleringsshow med efterfølgende workshops torsdag d. 20. oktober.

Efter begge shows kan børn og barnlige sjæle komme på Gøglerskole og lære at jonglere eller Bugtalerskole og lære at tale eller synge uden at åbne munden!

Jongleringsshow er kl. 11-12 med efterfølgende Gøglerskole kl. 12-12.30.
Cirkusshow er kl. 13.30-14.30 mens Bugtalerskole er kl. 14.30-15. Entré Kr. 25,-. for børn (1-15 år), øvrige gratis. Entré gælder til alle Happys aktiviteter hele dagen.

Store hoppedag og flødebolleræs
Kom og hop tirsdag d. 18. oktober hvor der er opsat kæmpe hoppepude inde i
teltet på torvet. Sjov og ballade på hoppepuden koster Kr. 30,- pr. pers., men giver til gengæld adgang hele dagen. Al leg på hoppepuden er på eget ansvar.

Har man glemt frokosten torsdag d. 20. oktober kan man heldigvis deltage i
Blokhus Mesterskab i Flødebollespisning. Konkurrencen starter kl. 12.30 på torvet og her gælder det selvfølgelig om at spise flest flødeboller. Både børn og voksne kan stille op og flødebollespisningen indledes først med en kvalifikationsrunde, hvor de hurtigste kan sikre sig en finaleplads. Indskrivning til konkurrencen starter kl. 12.

Hvilken and kommer først?
Onsdag d. 19. oktober er der Anderæs, som er en tilbagevendende aktivitet, der skaber masser af glade børnegrin. Som deltager i løbet køber man først en eller flere nummererede badeænder ved Fiskernes Hus. Herefter sættes alle ænderne ud i bækken på samme tid. Nu er det så med at krydse fingre, for ænderne ”svømmer” i hastigt tempo ned mod målstregen, som ligger tæt på stranden. De fem ænder, der kommer først, har vundet. Fiskernes Hus styrer slagets gang og kommenterer undervejs i ræset. Der er indskrivning kl. 14 og ræset starter kl. 15.

Alle børn får deres badeand med hjem og så er der selvfølgelig præmier til de
hurtigste fem ænder. Det koster Kr. 30,- pr. and inkl. en is. Kom og mærk
spændingen, når badeænderne ræser om kap i Blokhus Bæk til efterårets
Anderæs.

Halloween-kreasjov i teltet
Som start og slut på efterårsfestivallen er der også masser af mulighed for at
udforske den kreative side.

Lørdag d. 15. oktober og søndag d. 23. oktober kl. 11-14 er der krea-workhop i
teltet på torvet. Sammen med det søde frivilligkorps kan man her lave alt fra
Halloween-masker til smukke græskardekorationer og stenmaling.
Som en del af ”En fortryllet aften i Blokhus” kan man også komme til (u)hyggelig sten-workshop mandag d. 17. oktober fra kl. 18.30-20.30. I teltet kan man her lave flotte og (lidt uhyggelige) Halloween-sten i samarbejde med Mette fra ”Hune-Sten”. Der er en lille brugerbetaling på aktiviteten.

Lørdag d. 22. oktober er der, traditionen tro, græskarudskæring i teltet på torvet. Bliv klar til Halloween og skær dit eget uhyggelige græskar sammen med byens søde frivilligkorps. Der er græskarudskæring fra kl. 11-16 og et græskar koster Kr. 25,-.