Fantastiske Friserheste
Efterårsferien byder på Store Hestedag når de smukke friserheste
besøger Blokhus og optræder til glæde for hele familien.
Som en del af Blokhus Efterårsfestival byder Erhvervsforeningen Destination
Blokhus på familievenlig hesteparade og hesteshow med fantastiske friserheste
søndag d. 16. oktober.
Majestætisk hesteparade
”Frieseren” er en af Europas ældste hesteracer, og bruges i dag som både
dressur- og showhest. Søndag d. 16. oktober får Blokhus Torv besøg af de
fantastiske friserheste fra Frieser Nord, som er Danmarks største lokalforening
under Dansk Frieser Forbund.
Kl. 14.30 starter der familievenlig hesteparade på torvet, hvor der efterfølgende også vil være mulighed for at tale med rytterne og klappe de majestætiske dyr.
En friserhest er kendt for både at være venlig, hengiven og søge kontakt med mennesker, så derfor skal der nok blive masser af mulighed for at knytte bånd med hestene.
Super showhest
Når hesteparaden slutter kl. 14.50, rider friserhestene videre mod Mølleplads i
Blokhus, hvor der afvikles imponerende hesteshow kl. 15. Særligt sjovt bliver det at se frieserhestene optræde i en stor gruppe, fordi de er så ens i både deres sorte farve, kroppens figur og i bevægelserne.
Friserhestene er samtidig gode til at lære teknisk svære dressurøvelser og gør det godt med deres smidige bevægelser og lærenemme sind. Dette giver en stærk publikumsoplevelse som man kun kan glæde sig til.