ForsideJammerbugtDrøftelse af ansøgninger til eventmidlerne for 2023

Drøftelse af ansøgninger til eventmidlerne for 2023

Drøftelse af ansøgninger til eventmidlerne for 2023

Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 19. april 2023, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Drøftelse af ansøgninger til eventmidlerne for 2023

Beslutningstema
Drøftelse af ansøgninger til eventmidlerne for 2023.

Sagsbeskrivelse
På budgettet for 2023 er der afsat 100.000 kr. til eventansøgninger. Med frist den 15. marts 2023 har Vækst- og Udviklingsforvaltningen modtaget fem ansøgninger, hvor der i alt søges om 142.500 kr. Det er tidligere besluttet, at følgende elementer skal indgå i vurderingen af eventansøgningerne for at komme i betragtning og til dels indgå i eventen for, at ansøgningen kan komme i betragtning:

ET KOMMERCIELT PERSPEKTIV. Det vil sige events som direkte eller indirekte kan give et økonomisk eller beskæftigelsesmæssigt afkast for vores virksomheder.

EN MEDFINANSIERING. Det vil sige events, som kan tiltrække andre eksterne midler eller som ansøger også selv har afsat midler til.

ET UDVIKLINGSPERSPEKTIV. Det vil sige støtte til at videreudvikle et eksisterende event, så det bliver større og eller mere kommercielt orienteret.

ET RISIKOELEMENT. Det vil sige støtte til at afløfte den risiko, som løbes ved at afholde et event – støtten her kan typisk gives i form af en underskudsgaranti.

Nedenfor er et kort resumé af de enkelte ansøgninger, budgettet for ansøgningen og eventuelle kommentarer.

MTB-løb, Hjortdal

Hjortdal Ungdoms og Idrætsforening søger 12.500 kr. til afholdelse af et MTB-løb som aftales Palmesøndag. Ansøger anfører, at MTB-løbet er kendt både i Danmark og i Norge og betragtes som et meget velarrangeret løb. Ansøger beskriver også, at klubben får god støtte fra det omkring liggende samfund, som deltager med præmier samt at løbet er med til at skabe aktiviteter ved de lokale handlende og turistaktører. Som det fremgår af nedenstående budget – budgetteres der med et overskud på projektet, der forventes cirka 100 deltagere. Eventmidlerne søges til udgiften til tidtagningsudstyr.

Ansøger kunne eventuelt henvises til det lokale “Liv i by, skole og lokalsamfund” i Hjortdal, som ikke har disponeret deres midler.

Uldfestivalen 2023

Uldfestival Saltum søger om 10.000 kr. til årets Uldfestival. Uldfestivalen i Saltum blev første gang afhold i 2006. Uldfestivalen er med tiden vokset sig til at være Skandinaviens største Uldfestival med 15.000 – 20.000 besøgende som kan besøge de cirka 60 stande, hvor fra der sælges garn og tilbehør til strik. Uldfestivalen gennemføres alene af frivillige. Festivalen afholdes i 2023 den 13. og 14. maj. Uldfestivalen søger om støtte til musikalskunderholdning. Uldfestivalen havde i 2022 udgifter på cirka 520.000 og indtægter på 605.000 kr.

B75 internationale sommerlejr for bordtennis

Bordtennis Klubben B75, Hirtshals søger om 50.000 kr. til afholdelse af en sommerlejr med deltagelse af bordtennisspillere og trænere fra næsten 50 lande. Sommerlejren afholdes i DGI hallen i Aabybro og blev første gang afholdt i DGI hallen i Aabybro 2022. Tilskuddet søges konkret til at kunne optimere arbejdet med rekruttering af deltagere med henblik på at gøre eventen mere økonomisk bæredygtig og hermed sikre, at eventen også kommer til Aabybro i de kommende år.

De 3 S’er: Sjov, Sikkerhed og Sundhed

Foreningen Søstjernerne, Blokhus søger om 20.000 kr. til eventen “De 3 S’er: Sjov, Sikkerhed og Sundhed” Eventen afholdes den 30. juli 2023 fra klokken 10:00. Ønsket er at skabe et event som samler borgere og turister, samt sætte fokus på øget sikkerhed ved badning i Vesterhavet “til glæde og gavn for alle”. Helt konkret vil dagen byde på; Fælles bad efter Søstjernernes traditioner (sang, samvær og dram), Undervisning i badesikkerhed og førstehjælp for børn og voksne (Trygfonden) og Livsstilevents (yoga, mindfulness, sauna med gus, surfing/stand up paddling m.m.).

Brovst Speedway Club´s 50-års jubilæumsløb

Brovst Speedway søger om 50.000 kr. til afvikling af klubbens 50 års jubilæumsløb. I forbindelse med jubilæet er det ønsket at afvikle et event, som vil tiltrække mange tilskuere. For at kunne tiltrække mange tilskuere er det nødvendig blandt andet at kunne præsentere et felt af rigtig gode og kendte kørere. Derfor søger Brovst Speedway om støtte til den del af eventen som vedrører honorar til professionelle speedway kørere.

Blokhus Open den 16. juni til den 18. juni 2023

I 2022 fik Varde Faldskærmsklub en bevilling på 40.000 kr. til afvikling af “Blokhus Open 2022”. Eventen løb i 2022 ind i nogle tekniske problemer, hvilket førte til at programmet blev reduceret, hvorfor de ikke fik brug for det bevilgede tilskud fra eventmidlerne. I 2022 havde eventen et budget på 387.000 kr. Idet Varde Faldskærmsklub ikke fik behov for tilskuddet i 2022 søger foreningen om, at beløbet overføres til “Blokhus Open 2023”. Varde Faldskærmsklub planlægger at eventen i 2023 får deltagelse af 20 hold som tilsammen vil foretage mere end 800 spring.

Retsgrundlag
Kommunalfuldmagten.

Budgetmæssige konsekvenser
På budgettet for 2023 er der afsat 100.000 kr. til eventansøgninger. Eventuel overførsel af midlerne bevilget til “Blokhus Open 2022” til “Blokhus Open 2023” er forsat til rådighed og skal derfor ikke reduceres i budgettet for 2023 til events.

Høring/borger- og brugerinvolvering
Ingen.

Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller

at Økonomiudvalget drøfter hvorvidt de enkelte ansøgninger skal støttes og i givet fald med hvilket beløb
at Økonomiudvalget godkender, at bevillingen til Blokhus Open fra 2022 overføres til 2023, hvor arrangementet afholdes.

LÆS OGSÅ: Drøftelse af ansøgning fra Museum for Papirkunst om støtte til markedsføring i 2023 

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER