Drøftelse af ansøgning fra Museum for Papirkunst om støtte til markedsføring i 2023

Arkivbillede Foto: Museum for Papirkunst
Print Friendly, PDF & Email

Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 19. april 2023, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Drøftelse af ansøgning fra Museum for Papirkunst om støtte til markedsføring i 2023

Beslutningstema
Drøftelse af ansøgning fra Museum for Papirkunst, som søger om støtte på 130.000 kr. til markedsføring i 2023.

Sagsbeskrivelse
Museum for Papirkunst i Hune søger om støtte på 130.000 kr. til markedsføring af museet og i den forbindelse også markedsføring af Jammerbugt Kommune. Museum for Papirkunst er drevet af Den Almennyttige Fond for Psaligrafisk Kunst, og har siden åbningen i 2018 budt mere end 80.000 gæster indenfor. Museet er forankret i Jammerbugt Kommune og er det eneste specialmuseum for papirkunst i Norden. Museets primære målgruppe er i Jammerbugt Kommune, og museet har en appel for såvel danske som udenlandske gæster, der besøger Jammerbugt Kommune.

Hvis ønsket om støtte imødekommes, oplyser Museum for Papirkunst, at i forbindelse med markedsføringen gennem annoncer, pressemeddelelser, foldere, brochurer vil Jammerbugt Kommunes navn og logo fremgå. Desuden vil der blive opsat logo i museets udendørsaktiviteter “Paper Plane Airport” og “Papirbådehavnen”.

I 2023 har Museum for Papirkunst det mest omfattende udstillings- og arrangementetsprogram nogensinde. Programmet er realiseret på baggrund af opnået ekstern støtte på mere end 1.740.000 kr. Dette beløb dækker udstillinger og aktiviteter.

Museum for Papirkunst har disse specifikke tilbud til borgere i Jammerbugt Kommune:

Alle børn (op til 11 år) i Jammerbugt Kommune har gratis adgang til museet og der er desuden gratis adgang for samtlige grundskoler og ungdomsuddannelser i Jammerbugt Kommune samt sociale og psykiatriske botilbud, væresteder m.m.
I 2023 har museet, gennem støtte fra Melsen Fonden, fået mulighed for at invitere alle plejehjemsbeboere i Region Nordjylland på museumsbesøg med rundvisning, kaffe/kage og transport, og man begynder med plejehjemsbeboere i Jammerbugt Kommune i april/maj måned 2023.
Museum for Papirkunst og Jammerbugt Kommune samarbejder omkring Sommerkunstskolen på Bratskov, hvor museet kører et af holdene for egen økonomi. Desuden er tilbuddet til 7. klasserne i “Den Kulturelle Rygsæk” en tur på Museum for Papirkunst med undervisning og oplevelse.

Jammerbugt Kommune har de seneste tre år støttet med:

Driftsstøtte i 2021 og 2022 på 300.000 kr. Museet søgte om driftsstøtte til 2023, men fik ikke dette bevilget. Museet oplyser, at man agter at søge driftsstøtte igen fra 2024.
75.000 kr. til realiseringen af udstillinger og arrangementer i 2023 på baggrund af ansøgning på 150.000 kr. Bevillingen er givet af Kultur- fritids- og landdistriktsmidlerne til bl.a. honorarer, materialer samt grafisk produktion i forbindelse med gratistilbuddene, godkendt på kommunalbestyrelsensmøde den 23. marts 2023.
60.000 kr. til udstillingen “Paper Dialouges” i 2020. (Kultur- fritids- og landdistriktsmidler).
32.000 kr. til udstillingen af originale H. C. Andersen-papirklip i 2021. (Kultur- fritids- og landdistriktsmidler).

En eventuel bevilling kan finansieres via Markedsføringspuljen for 2023, hvor der resterer 144.000 kr.

Retsgrundlag
Kommunalfuldmagten.

Høring/borger- og brugerinvolvering
Ingen.

Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen fremsender ansøgningen til Økonomiudvalgets drøftelse, hvorvidt ansøgningen fra Museum for Papirkunst skal imødekommes, og i givet fald i hvilket omfang.

LÆS OGSÅ: Godkendelse af udviklingsplan for Thorupstrand