Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gade (V), er taknemmelig for, at en tredjedel af kommunens børnepasning i dag varetages af private:
Det er jo en væsentlig del af vores pasningstilbud i kommunen. De private har deres egne profiler, så forældrene kan vælge en naturbørnehave, en idrætsbørnehave eller det, de vil. Det går jeg ind for, siger Mogens Christen Gade (V), der mener mangfoldigheden er vigtig:
Jeg er jo lige så glad for vores kommunale institutioner, som også bliver drevet på en god måde og til forældrenes tilfredshed.
Men de forskellige leverandører giver inspiration i kommunen. Vi skal hele tiden op på tæerne og se, hvad de andre gør, så vi kan matche borgernes behov bedst muligt. Det er sundt for alle.
I Jammerbugt Kommune er der via fælles kurser og samarbejder udveksling mellem de private og offentlige pasningstilbud:
Så laver vi for eksempel Børnenes Dag på tværs af tilbuddene. Vi ser ikke skævt på hinanden her i kommunen. Det handler om at forældrene skal have nogle valgmuligheder, fortæller borgmesteren.
Mogens Christen Gade (V) er derfor taknemmelig for, at folk som Ulla Christensen i vuggestuen Bamsehuset gerne vil drive egen institution:
Når nogen er meget motiverede for selv at drive noget, og de lever op til alle krav til pasningstilbuddene, hvorfor skal de så ikke have lov til at drive det selv?
Jeg er sikker på, at forældrene har mere forstand på, hvem der skal passe deres børn, end Folketinget har, siger borgmester Mogens Christen Gade (V) og sender en kommentar afsted til De Radikale. SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne, der vil afvikle de privat-ejede dagtilbud og skære markant i de private pasningsordningers indtjening:
Det politikerne vil opdage, det er, at vi kommer til at mangle en masse fysiske rammer, når de privat-ejede forsvinder. Så skal vi til at investere en masse i fysiske rammer i en tid, hvor vi også skal have pædagoger nok til institutionerne for at leve op til kravene om minimumsnormeringer. Det er ikke gennemtænkt.