Af Jesper Krogh – Medlem af Danmarks demokraterne
Skal Store Vildmose forvandles til et myggehelvede?
Den 29. januar 2026 indkaldte Naturstyrelsen til møde på Biersted Kro om et
lavbundsprojekt, der omfatter hele det opdyrkede areal i Store Vildmose – cirka 3.000
hektar. Projektet vil berøre omkring 35 landbrug med kvægproduktion samt de
landskendte vildmosekartofler. Det er en beslutning, der vidner om en bekymrende
mangel på hensyn til både fødevareproduktion og lokalsamfund.
At tage så store arealer ud af drift vil ikke styrke fødevaresikkerheden – tværtimod. Det
vil øge afhængigheden af import og bidrage til højere fødevarepriser. Det fremstilles
som grøn omstilling, men fremstår i praksis som en politisk prioritering med betydelige
negative konsekvenser.
Samtidig overses det, at vildmosekartofler dyrkes uden kunstvanding. I modsætning til
kartofler på sandjord kræver de hverken løbende brug af grundvand eller
energikrævende pumpning med tilhørende CO₂-udledning. Produktionen i Store
Vildmose er således allerede blandt de mere ressourceeffektive.
Området rummer desuden en velrenommeret efterskole for elever med
læsevanskeligheder. Hvilke vilkår vil den få, hvis området forsumper og udvikler sig til et
insekt- og myggeplaget landskab? Og hvem vil fremover ønske at bo og arbejde under
sådanne forhold?
Historien forpligter. I perioden 1922 til 1935 blev mosen opdyrket gennem et
omfattende arbejde: 50 km veje blev anlagt, 400 km grøfter gravet og 800 km drænrør
lagt – alt sammen udført med håndkraft. Hertil kom betydelige investeringer i
jordforbedring. Resultatet er næsten 100 års stabil og produktiv landbrugsjord. Skal
dette virkelig opgives?
Klimabegrundelsen bør ligeledes underkastes en kritisk vurdering. Når gødet humusjord
forsumper, frigives metan – en drivhusgas, der er væsentligt mere potent end CO₂. Det
rejser et centralt spørgsmål: Løser man et klimaproblem, eller risikerer man at skabe et
nyt?
Samtidig er kulstofholdig mosejord kendt for effektivt at binde kvælstof og andre
næringsstoffer. Udledningen til vandmiljøet fra Store Vildmose er derfor allerede
begrænset – et forhold, der ikke synes tilstrækkeligt inddraget i beslutningsgrundlaget.
Samlet set fremstår projektet utilstrækkeligt belyst og med potentielt vidtrækkende
konsekvenser. Derfor bør der arbejdes for, at Store Vildmose bevares i sin nuværende
form, indtil der foreligger et langt mere solidt og balanceret grundlag for så indgribende
beslutninger.






Hej Jesper..
Myg er en stor del af fuglenes mad-så fjerner du det led i fødekæden fjerner du en hel række af vores dejlige fugle,men det tænker sådan ‘en som dig sikkert ikke over.
Mvh.. Bendt Petersen
Hej Bendt.
Fuglene vil ikke have noget sted at være og yngle. Alle træerne skal fældes her i Store Vildmose ved det her projekt. Grøfter skal lukkes, så alle markerne kan stå i vand. Det er vadefugle og turister man satser på her i mosen. Så vi skal købe korn og kartofler udenfor Danmark, her Jammerbugt skal dyrkbar jord enten have solceller eller så skal det sættes under vand. Første fase er startet. Gård 1 er man ved at rive ned.
Hej Bendt.
Sådan èn som mig tænker faktisk meget over naturen.
Der er rigeligt af myg i mosen i dens nuværende form, så fuglene lider ingen nød.
Nu er der mange fugle der lever i mosen der mister sin fødekilde hvis projektet bliver en realitet. Her tænker jeg F.eks på de tusindevis af gæs der spiser spildkartofler fra de dyrkede marker
Du må ikke glemme fakta. Myg er det dyr der har slået flest mennesker ihjel. Jeg mener helt alvorlig man skal tænke sig om.
Det er premissene i dit indlæg der er galt. Danmarksdemokraterne tænker og varetager økonomiske interesser for de få (bl.a. landbruget), men ikke naturinteresser for de mange.
Hej Karsten.
Jeg er ikke enig, syntes det er meget generaliserende. F.eks er jeg stærkt imod det kæmpe 650 hektar solcelleanlæg der er påtænket langs Ryeå.
Jeg kæmper for både natur og landbrug.
Der er nu også meget natur på vores landbrugs arealer.
Bor selv ved storevildmose og nyder synet af de tusinde gæs der finder føde på kartoffelmarkerne samt alle de rådyr samt krondyr der finder deres føde på bla landbrugs arealerne.