Af Hans Henrik Thrane, Kandidat for det konservative folkeparti til kommunalvalget i Jammerbugt kommune.
Børnene betaler prisen
Besparelser. Personalereduktioner. Aflyste lejrskoler. Færre timer med to voksne i klasselokalet. Det er virkeligheden i Jammerbugt Kommunes folkeskoler lige nu – og spørgsmålet presser sig på:
Er det virkelig sådan en folkeskole, vi vil have?
Som jeg skrev i mit indlæg i mandags, bliver budgetterne til skolerne ved med at blive mindre. I en kommune som Jammerbugt, hvor vi har en decentral skolestruktur, betyder det, at konsekvenserne af politiske beslutninger lander direkte på den enkelte skole. Skoleledelser og skolebestyrelser tvinges til at træffe valg, som ingen ønsker at stå med: Skal vi afskedige personale, eller skal vi skære i de indsatser, der gør en reel forskel for børnene – især når det gælder inklusion?
LÆS OGSÅ: DEBAT: Tid til forandring – En folkeskole i knæ har brug for økonomisk prioritering
Det er et dilemma uden holdbare løsninger: Skal vi drive skole ud fra regnearket eller ud fra, hvad der er bedst for børnene?
Nu er de politiske beslutninger blevet til håndgribelige udfordringer, som skolerne må håndtere alene. Allerede i mandags blev der truffet svære beslutninger på flere skoler, hvor medarbejdere enten blev afskediget eller sendt i forflyttelse. Samtidig skal skolebestyrelserne nu vurdere, hvilke indsatser der kan undværes – indsatser, som ellers har gavnlig effekt på læring, trivsel og dannelse.
På Biersted Skole har man som følge af besparelser været nødt til at aflyse den planlagte lejrskole i 8. klasse for den nuværende 7. årgang – en tur, som mange elever har set frem til. Aflysningen er et klart billede på den situation, skolerne står i: At man må skære ikke bare i “det ekstra”, men i det fundamentale.
Stor ros til skolebestyrelsen på Biersted Skole, der sendte et grundigt og ærligt skriv ud til forældrene for at forklare baggrunden. Her fremhæves blandt andet:
- En kraftig stigning i antallet af elever med behov for specialtilbud
- Færre midler fra kommunen grundet et nyt kvalitetsprogram med færre timer i indskolingen
- En stram økonomistyring i forvaltningen, som betyder, at skolen ikke må bruge sit opsparede overskud på 352.000 kr. fra 2024
Som konsekvens skal Biersted Skole:
- Reducere 2 lærer- og 1,5 pædagogstillinger
- Halvere antallet af timer med to voksne i klassen
- Skære den daglige drift ned til et absolut minimum
- Aflyse lejrskolen i 8. klasse
Dette ser ikke ud til at være enestående for Biersted Skole. Ifølge oplysninger, jeg har fået fortalt af ansatte i kommunen, ser personalereduktionerne (færre lærere, pædagoger og pædagogiske assistenter) således ud på fire af kommunens skoler fra august 2025:
- Fjerritslev Skole: 5 medarbejdere
- Brovst Skole: 4 medarbejdere
- Åbybro Skole: 7 medarbejdere
- Biersted Skole: 3,5 medarbejdere
I alt 19,5 medarbejdere færre – og det er kun på de skoler, jeg har fået tal fra. Det reelle tal vil formentlig være endnu højere, når hele billedet bliver klart til sommer, da der efter sigende kun er tre ledige stillinger til besættelse ved forflyttelsesrunden i kommunen.
Det mest frustrerende er, at mange lokalpolitikere anerkender, at folkeskolen står med store udfordringer – især på inklusionsområdet. På byrådsmøder og sociale medier siger de, at de vil kæmpe for flere midler til skolerne. Alligevel står vi her igen med massive nedskæringer og indgribende konsekvenser for både medarbejdere og børn. Hvor bliver handlingerne af – og er det i virkeligheden bare tomme ord?
Man taler om et fald i elevtallet – ja, 165 færre elever ifølge Charlotte Bogøs indlæg. Men det tal harmonerer slet ikke med den omfattende personalereduktion, der lægges op til i denne uge. Der er skåret langt mere, end elevnedgangen kan retfærdiggøre.
Jeg spørger igen: Er det virkelig den vej, vi vil gå i Jammerbugt Kommune? Hvor er visionen for fremtidens skole? Hvor er ambitionerne om at skabe de bedste muligheder for alle børn og unge?
Skal vi virkelig acceptere, at skoleområdet år efter år bliver skåret ind til benet?
Det er ikke godt nok. Vi skylder mere – især til vores børn og unge, men også lærerne, pædagogerne og skolebestyrelserne. Det er tid til en ny retning. Tid til, at politikerne stopper med lappeløsninger og i stedet spørger sig selv:
- Hvad kræver det at drive en god folkeskole?
- Hvilke ambitioner har vi for vores børn og unge?
- Og hvad koster det – både på kort og lang sigt – at gøre det ordentligt?
Det er på tide, at der kommer handling bag ordene, og at politikerne viser modet til at træffe beslutninger, der prioriterer og investerer – ikke bare i bygninger og materiel, men i mennesker og muligheder. Det er fremtiden, vi investerer i.
Det skylder vi vores børn, vores medarbejdere og vores kommune.