ForsidePandrupDe har knoklet hele året – nu skal julegaverne deles ud

De har knoklet hele året – nu skal julegaverne deles ud

De har knoklet hele året – nu skal julegaverne deles ud

Giv En Julegave er en frivillig forening, der gør en uvurderlig indsats for økonomisk udsatte børnefamilier i Jammerbugt Kommune. Hele året samler ihærdige frivillige ildsjæle brugt legetøj ind og søger donationer hos fonde og virksomheder. I år vil foreningen glæde omkring 800 børn med julegaver, der består af både nyvasket, brugt legetøj og et helt nyt stykke legetøj i en fin gavekasse.

Jammerbugtposten.dk besøgte forleden Giv En Julegave, som holder til på den tidligere skole i Moseby.

“Julen skal være for alle børn,” siger næstformand Merethe Kær Larsen. “Vi oplever, hvor meget det betyder for forældrene at kunne give deres børn en julegave. Julen handler om fællesskab og glæde, og derfor er det vigtigt for os, at alle familier får mulighed for at få en hyggelig jul uden bekymringer om økonomien for en gave til børnene.”

For mange er jul og gaver tæt forbundet, men nogle familier står i en situation, hvor enderne simpelthen ikke kan mødes. For nogle børn kan juleglæden virke langt væk, hvis familien ikke har råd til gaver. Det er præcis her, Giv En Julegave gør en stor forskel og har gjort det i mere end 10 år.

Formand Henny Gumus understreger betydningen af arbejdet: “Vores frivillige er hjertet i projektet. Uden dem og de gavmilde donationer, vi modtager, kunne vi ikke hjælpe så mange familier. Det kræver tid, hjerte og hænder at samle og forberede legetøjet, så det kan bringe glæde ind i børns liv.”

Hvordan kan du få hjælp eller bidrage?

Hvis din familie har brug for hjælp til julegaver, kan du møde op torsdag d. 21. november 2024 fra kl. 14 til 19 på Moseby Gl. Skole, Svanemosevej 46. Her deler Giv En Julegave gaver ud til forældre, der har brug for denne støtte til at kunne fejre julen med gaver til deres børn.

Har du selv lyst til at hjælpe, indsamler Giv En Julegave gaveartikler året rundt. Legetøjet skal være i god stand og rengjort – en lille skade er dog ingen hindring, for flere af foreningens hjælpere kan sagtens reparere det, der trænger til en kærlig hånd. Ønsker du i stedet at donere penge, omsætter foreningen beløbet til julegaver.

Kontaktoplysninger:

  • Tlf.: 2068 5319 – for information om indsamlingssteder.
  • MobilePay: 95 44 10 – for donationer.
  • Konto nr.: 90 70 98 30 87 05 95.

Giv En Julegave inviterer alle, der ønsker at give en håndsrækning, til at være en del af deres mission – for i julen er glæden størst, når den deles.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER