DCH Han Herred kunne for første gang afholde konkurrence på egen matrikel

Banerne var i lørdags gjort klar til konkurrencerne i DCH Han Herred. Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

DCH Han Herred kunne for første gang afholde konkurrence på egen matrikel

Lørdag den 2. september afholdt DcH Han Herred deres første landsdækkende Rally konkurrence på egen matrikel i Fjerritslev.

-Andre år har vi lejet arealer andre steder for at afholde konkurrence, fortæller konkurrence-ansvarlig Diana Korgaard Søgaard og fortsætter:

-Der var 40 morgenfriske hundeførere, som kom fra mange forskellige klubber, endda nogen så langvejs fra som Skanderborg. Selv de to dommere var kørt helt fra Djursland og Kibæk for at dømme de mange dygtige hunde og hundeførere.

-Konkurrencerne startede kl. 9 og lige lidt før kl. 14.30 var de 58 gennemløb i de 5 forskellige klasser – Begynder, Øvet, Ekspert, Champion og Åben klaret.

Klaus og Buddha til højre på billedet er udtaget til DcH Danmarks officielle DM. Det er 4. gang de er udtaget i Rally. Foto: Jan Sørensen

-Åben klasse er den klasse, hvor man kan blive udtaget til DM, hvis resultaterne er til det og DcH Han Herred er endnu en gang repræsenteret ved DM, hvor vores dygtige hundefører Klaus Nielsen og hunden Buddha deltager for 4. gang i Rally DM.

-Budda har desuden også deltaget ved DM i lydighed inden han startede med Rally. Klaus og Buddha har efterhånden pokal-skabet fyldt og det blev da også til endnu en fin pokal i lørdags.

DcH Han Herred er en lokal hundeklub beliggende på Gøttruphavevej 153 i Fjerritslev og der er lige nu omkring 100 medlemmer fordelt på 8 forskellige hold – lige fra hvalpetræning til lydighedstræning, familiehundetræning og Rally.

Der er dyb koncentration når en øvelse skal laves. Man skal have god kontakt med don hund når man skal i gennem banen med øvelserne i Rally. Foto: Privat

-Vi tog vores nye adresse i bruge sidste sommer og har brugt det seneste år på nyt klubhus og nyt baneanlæg, hvor vi har fået planeret og sået nyt græs på området, som tidligere husede lossepladsen i Fjerritslev, lyder det fra Diana Korgaard Søgaard

-Den 30.september fra kl. 11-14, inviterer vi til reception, da vi også har 40+3 års jubilæum i år og ved samme lejlighed indvier vi også vores nye klubhus. Vi håber, at se alle vores hundeførere samt nye og gamle venner af klubben. Har du lyst til at deltage, så er vi vært for lidt mad og man kan tilmelde sig senest den 16. september på tilmeld@dch-hanherred.dk, slutter Diana Korgaard Søgaard. 

LÆS OGSÅ: Hændelse på Brogårdsvej