ForsideAndetDanskerne vil hellere spare på el og varme end på flyrejser

Danskerne vil hellere spare på el og varme end på flyrejser

Når danskerne skal prioritere klimaet, foretrækker flere at investere i at energirenovere deres bolig og spare på energiforbruget end at køre mindre bil eller flyve mindre. Det viser en spørgeundersøgelse fra Dansk Byggeri.

Vil du skrue ned for radiatoren, tillægge dig nye madvaner, energirenovere boligen eller skære ned på antallet af flyrejser? Spørger man befolkningen, hvilke klimatiltag de vil prioritere højest, peger fleste på, at de vil skrue ned for varmen og bruge mindre el.


I undersøgelsen, der er udarbejdet af YouGov for Dansk Byggeri, svarer 21 procent af de adspurgte, at hvis de skal foretage et valg, der gavner klimaet, så vil de spare på energiforbruget i boligen som deres første prioritet. Mens 20 procent har det som anden prioritet. Til sammenligning har seks procent af de adspurgte danskere det som første prioritet at køre mindre i bil, mens 12 procent vælger at flyve mindre.

  • Svarene viser, at energiforbruget i vores boliger fylder i danskernes bevidsthed. Hvis vi sparer på fx varme og el smitter det også positivt af på privatøkonomien, og det betyder noget for danskernes prioriteringer, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri. Genbrug og energirenovering prioriteres også højt

Det er ikke kun ved at skrue ned for radiatoren eller slukke lyset, at danskerne vil reducere energiforbruget i deres bolig. I undersøgelsen prioriterer 14 procent investeringer i energirenovering af boligen højest, hvis de skal foretage valg, der gavner klimaet. Det kan for eksempel være at skifte vinduer ud eller at isolere boliger.

  • Der er flere grunde til at energirenovere sin bolig. Man sparer energi, hvilket er godt for både klimaet og pengepungen. Hvis utætte vinduer bliver skiftet ud og gulve og vægge isoleret vil boligen samtidig blive mere behagelig at bo i, fordi det ikke trækker ind eller er fodkoldt. Når boligens energimærke bliver bedre, vil man også kunne få mere for huset eller lejligheden, når den skal sælges, siger, Michael H. Nielsen.

Men selvom boligejere og lejere kan få meget gavn af en ny varmepumpe eller hulmursisolering, så er det også en udskrivning her og nu, og det kan afholde flere fra at gå i gang.

  • Derfor foreslår vi blandt andet, at håndværkerfradraget bliver ændret, så danskerne har mulighed for at bruge tre års fradrag inden for samme kalenderår. Det vil give et større incitament til at komme i gang med de større energirenoveringsprojekter, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Mere genbrug af fx tøj og møbler er også et klimatiltag, som de adspurgte vægter højt. I spørgeundersøgelsen svarer 15 procent af de adspurgte, at de vil prioritere mere genbrug højest.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER