ForsideNordjyllandDanskerne vender hjem: Øget trafik de næste to weekender i disse tidsrum

Danskerne vender hjem: Øget trafik de næste to weekender i disse tidsrum

Danskerne vender hjem: Øget trafik de næste to weekender i disse tidsrum

Skolernes sommerferie lakker mod enden, og mange danskere vil de næste par uger pakke bilen og køre hjemad. Det kan betyde tæt trafik på vejene i de kommende to weekender. Vejdirektoratet opfordrer derfor til at køre uden for de mest trafikerede tidsrum, oplyser de i en pressemeddelelse.

Hjemrejsetrafikken vil særligt i de kommende to weekender betyde mere trafik på landets veje. Trafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet især fra Jylland mod Sjælland samt nordover fra Tyskland.

Der er særligt i weekenderne risiko for trængsel på vejene, når danskerne vender hjem fra sommerferien. Grafik: Vejdirektoratet

De mest berørte strækninger vil være E20 Vestmotorvejen, E20 Fynske Motorvej og E45 Østjyske Motorvej/Sønderjyske Motorvej fra den dansk-tyske grænse til Aarhus. Derudover kan der være tæt trafik fra færgehavnene på E47 Sydmotorvejen ved Rødby og på E55 Gedser Landevej ved Gedser.

Man vil også kunne opleve ekstra lokal trafik fra de større sommerhusområder særligt langs den jyske vestkyst, ved Skagen samt fra Nordsjælland. Vejdirektoratet anbefaler derfor at køre uden for de mest trafikerede tidsrum, at være i god tid og at holde sig opdateret om den aktuelle trafiksituation på www.trafikinfo.dk eller via P4 Trafik.

Hjemrejsetrafikken vil især påvirke disse strækninger. Grafik: Vejdirektoratet

Vejarbejder og arrangementer kan give forsinkelser

Den 10. august begynder et nyt vejarbejde på Motorring 3 vest om København mellem Slotsherrensvej og motorvejskryds Brøndby i sydgående retning, hvor der skal lægges ny asfalt. Arbejdet bliver udført i aften- og nattetimerne. 

Trafikanter, der benytter Hillerødmotorvejen ind mod København, skal i weekenden den 2.-4. august være opmærksomme på, at afholdelsen af Copenhagen Historic Grand Prix ved Bellahøj kan give trafikale udfordringer i lokalområdet. Vejdirektoratet opfordrer derfor til, at man finder alternative ruter ind mod København fredag, lørdag og søndag. 

Trafikanter i og omkring Skanderborg skal forberede sig på forlænget rejsetid fra den 4. august til den 11. august. I disse dage afholdes nemlig ”Smukfest” i Skanderborg, som falder sammen med udbygningen af E45. Vejdirektoratet forventer risiko for kødannelser særligt på E45 mellem Skanderborg og Ejer Bavnehøj. Risikoen for kødannelser er størst mellem klokken 11.00 og 14.00 alle dage. 

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.
  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation før køreturen på trafikinfo.dk
  • Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser for eksempel ved vejarbejder.
  • Hav mad og drikkevarer i bilen.
  • Lyt til P4 Trafik under din køretur.
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER