ForsideJammerbugtCoop: Lille fremgang men stadig klart utilfredsstillende

Coop: Lille fremgang men stadig klart utilfredsstillende

Coop: Lille fremgang men stadig klart utilfredsstillende

Med et samlet driftsresultat (EBIT før ekstraordinære nedskrivninger) på – 761 mio. kr.  mod -1.034 mio. kr. i 2022 blev 2023 et skuffende år for Coop Familien.

For Coop Danmark A/S blev driftsresultatet før særlige nedskrivninger på samme niveau som sidste år. EBIT-resultatet blev -717 mio. kr. mod -722 mio. kr. året før.

For de selvstændige brugsforeninger var der dog tale om en forbedring. Her blev resultatet efter skat forbedret fra et underskud på 192 mio. kr. til et overskud på 21 mio. kr.

Den samlede omsætning for Coop og brugsforeningerne blev fastholdt på samme niveau, 46,6 mia. kr. (ekskl. moms) mod 46,9 mia. kr. året før. Det er på trods af nedlukning af Irma og Coop.dk MAD, hvilket har betydet en omsætningsfremgang på 7 procent for sammenlignelige butikker og tilfredsstillende udvikling i markedsandel.

Men det samlede driftsresultat ender alligevel med at blive stærkt utilfredsstillende. Det er påvirket af investeringen i ombygninger, engangsomkostninger til lukning af aktiviteter og nyetableringer, men den underliggende drift er også udfordret og ikke tilfredsstillende.

Det gælder ikke mindst for 365discount, som trods en fremgang i omsætningen på godt en mia. kr. ender med et stærkt utilfredsstillende ordinært driftsresultat før særlige nedskrivninger på – 765 mio. kr. mod -817 mio. kr. året før. Men også Coops supermarkeder i Kvickly og SuperBrugsen gav samlet et utilfredsstillende resultat. Derimod realiserede de lokale nærbutikker i Brugsen / Dagli´Brugsen et tilfredsstillende resultat.

Ekstraordinære nedskrivninger

Med udgangspunkt i værdiansættelsen i aftalen mellem OK amba og Coop amba bliver der i 2023 regnskabet foretaget en ekstraordinær nedskrivning af aktiver og dermed en tilsvarende regulering af Coop Danmark A/S’ egenkapital. 

Nedskrivningen er regnskabsteknisk og har ikke likviditetspåvirkning.

Med gennemførslen af transaktionen og kapitaltilførslen på de ca. 2 mia. reetableres egenkapitalen i Coop Danmark A/S.

Coops aktiver nedskrives derfor med 1.775 mio. kr. 365discount A/S bærer deres del heraf, hvilket betyder, at 365discount får et resultat efter skat på – 1,6 mia. kr. og at det samlede resultat efter skat for Coop Danmark og brugsforeningerne bliver -2,3 mia. kr.

”Vi har regnskabsteknisk foretaget de største nedskrivninger på 365discount, fordi det er der, at det største underskud er og fordi det også er der, hvor det i vores nye 5-års plan vil tage længst at komme i plus. Det ændrer ikke på vores tiltro til, at vi skal være stærke og fortsætte væksten i discount, som står for halvdelen af danskernes dagligvareindkøb, og at vi kan gøre det lønsomt. Flere og flere kunder handler i 365discount, som var det brand, der forbedrede sit omdømme mest i 2023. Men det vil tage længere tid at skabe balance i 365discount – der stadig er en ny kæde – i forhold til, hvornår Kvickly og SuperBrugsen igen giver overskud,” siger bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst, Coop Danmark.

365discount A/S tilføres en milliard kr. i kapitaltilskud til at finansiere den videre udvikling.

”Nu har vi ro om vores økonomi, og vi kan koncentrere vores kræfter om at komme tilbage til kernen i Coop, hvor vi med fokus på det gode købmandskab og basal drift sikrer danskerne ansvarlige og bæredygtige varer i vores butikker over hele landet,” siger Jeff Gravenhorst.

For 2024 forventer Coop en markant fremgang i driftsindtjeningen og et samlet resultat, der er væsentlig bedre, men stadig et underskud. Aftalen med OK og kapitaltilskud fra Coop amba betyder, at egenkapitalen bliver genetableret.

Ved udgangen af 2023 havde Coop 2 mio. medlemmer.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER