Christian Hem – jeg håber inderligt, kommunen følger op på din skrivelse
Af Arne Poulsen
Tak for svar, Christian Hem.
Men er virkeligheden ikke, at kommunens ansatte – på grund af manglende viden eller uddannelse – ender med at bruge helt unødvendigt mange penge på uddybning og andre mærkelige tiltag? For eksempel at bestille den samme analyse to gange inden for få år – fra det samme konsulentfirma. Det svarer jo til at betale to gange for den samme pakke smør. Er det ikke dér, man burde sætte ind, frem for at lade arbejdet ligge hos andre?
Når det kommer til uddybning, viser det sig jo desuden, at prøver sendt ind bliver behandlet forkert. Dermed er bypass-uddybning blevet afvist – selvom den løsning er betydeligt billigere og kunne have sparet kommunen for millioner gennem årene.
Min pointe med de to eksempler er: Så længe man fra kommunens side ikke vælger at ansætte eller uddanne de medarbejdere, der i dag står for driften – eller påtale de ansatte, der agerer stopklods for udviklingen af Attrup Havn – så bliver der aldrig forandring. Det er jo helt absurd, hvor stor forskel der er på den kommunale støtte til de to havne, som begge hører direkte under Jammerbugt Kommune.
Jeg håber inderligt, at kommunen er parat til at følge op på din skrivelse. Den bedste måde at gøre det på er ved at sikre en retfærdig fordeling af midlerne, uddanne folk – og ikke mindst inddrage de kræfter, der vil Attrup Havn og ønsker at få den til at ligne en rigtig havn igen.
LÆS OGSÅ: Christian Hem: Havnene ER vigtige i Jammerbugt Kommune