ForsideJammerbugtChristian Hem: Havnene ER vigtige i Jammerbugt Kommune

Christian Hem: Havnene ER vigtige i Jammerbugt Kommune

Af Christian Hem, Formand for Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune og borgmesterkandidat for venstre

Havnene ER vigtige i Jammerbugt Kommune

Kære Arne Poulsen

Jeg har med stor interesse læst dit læserbrev vedrørende havnene i Jammerbugt Kommune og i særdeleshed de udfordringer, du beskriver ved Attrup Havn.

Generelt er jeg glad for de tre havne, vi har i Jammerbugt Kommune. Alle havne har et meget velfungerende liv, både hvad angår fritidsbåde og fritidslivet i form af aktiviteter – både på land og til vands. Som formand for Teknik- og Miljøudvalget er jeg fuldt ud klar over den betydning, havnene har for turismen i kommunen.

LÆS OGSÅ: Arne Poulsen: Det sejler i Jammerbugt kommune

Jeg må dog også erkende, at der er et potentiale for mere vedligeholdelse flere steder, hvilket kommunens vedligeholdelsesrapport også viser. For cirka et år siden fik Jammerbugt Kommune udarbejdet en vedligeholdelsesanalyse af de tre havne, så det politiske niveau i kommunen er bevidst om de vedligeholdelsesmæssige udfordringer. Dette overblik giver kommunalbestyrelsen et grundlag for at vurdere fremtidige investeringer i havnene.

Kommunalbestyrelsen har arbejdet i flere spor. Der er som nævnt lavet en vedligeholdelsesanalyse, som viser potentialet for forbedringer af havnenes samlede tilstand. Analysen viser, at det vil koste cirka 8 millioner kroner at opdatere havnene. Derudover er der udarbejdet en udvidelsesplan for Gjøl Havn, som i øjeblikket afprøves ved Kystdirektoratet.

Kommunalbestyrelsen har også besluttet, at der skal gennemføres en strukturdrøftelse om havnene. Her ønsker politikerne at drøfte fremtidens havnestruktur sammen med brugerne og foreningerne på havnene. Formålet er at se på, hvor havnene står i dag, og hvordan vi sammen skaber den bedste udvikling fremadrettet.

I denne strukturdebat skal brugerne og lokalsamfundet drøfte deres ønsker til, hvordan kommunen kan sikre havnedriften i fremtiden. Ønsker foreningslivet, at havnene også i fremtiden er kommunale? Eller kunne der findes en model, hvor brugerne af havnene får en større rolle end i dag? Måske kan en ny model åbne op for muligheder for eksterne fondsbidrag til at udvikle havnene i fremtiden. Vi ved det ikke endnu, men mulighederne skal drøftes åbent.

Lad mig understrege, at intet er besluttet – men vi er på vej ind i en undersøgelsesfase mellem kommunale medarbejdere, politikere, brugere af havnene og lokalsamfundet om, hvordan fremtiden for havnene i Jammerbugt Kommune skal forme sig. Dialogen starter op i efteråret.

Trods denne dialog skal vi naturligvis sikre den daglige drift af havnene. I dag er der havneopsyn i både Attrup og Gjøl, og der bliver gennemført løbende vedligeholdelse. Den store udfordring i de senere år har været udgifterne til klapning, som desværre er steget markant. Her har kommunalbestyrelsen vist vilje til at afsætte ekstra midler til oprensning af havneindløbene, så sejlerne har kunnet bruge deres både og nyde fritidslivet på vandet. Det er et klart signal om, at vi politisk prioriterer havnene.

Jeg er derfor meget enig med Arne Poulsen i, at havnene i Jammerbugt Kommune fortjener mere fokus – og det vil de få i den kommende tid.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER