ForsideBrovstByværkstedet i Brovst åbnet med manér

Byværkstedet i Brovst åbnet med manér

Print Friendly, PDF & Email

Tirsdag aften blev Byværkstedet i Østergade åbnet, da 75 deltog i en byvandring gennem bymidten i Brovst og efterfølgende indvielse af Byværkstedet i Østergade nr. 1.

Borgmester Mogens Gade bød velkommen i Sport & Kulturcenter Brovst og fortalte kort om Kommunalbestyrelsens planer for udvikling i Brovst. Kommunalbestyrelsen har afsat 5 mio. kr. til at gennemføre projekter i de kommende år. I marts blev det besluttet at igangsætte projekter med fokus på parkering i Jernbanegade, forskønnelse af bymidten og forbindelse mellem byen og den nye skov ved Bratskov.

”Vi har fået mange gode forslag, og vi vil fortsat gerne høre fra borgerne i Brovst, hvilke projekter, de synes er vigtige at prioritere, når vi skal beslutte, hvad pengene skal bruges til fremadrettet”, fortæller Borgmester Mogens Christen Gade.

Derfor åbner Jammerbugt Kommune nu Byværkstedet i Østergade 1i Brovst, som holder åbent en dag om ugen. I Byværkstedet kan alle komme med forslag til projekter, der kan bidrage til udviklingen i Brovst. Et skilt i døren fortæller, hvornår der er åbent næste gang.

Til åbningen tirsdag aften var mødt så mange op, at Byværkstedet var fyldt.

”Det er dejligt, der er så stor deltagelse fra borgere i byen, når det handler om Brovsts udvikling. Jeg ser frem til, at de mange ideer og visioner for Brovst begynder at tage form og bliver synlige i byens rum”, siger Morten Brix, der som medlem af Brovst 2020-gruppen har været med til at skubbe på for at få gang i udmøntning af udviklingsplanen i Brovst.

Byværkstedet er åbent næste gang torsdag 25. april.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER