Byudvikling i Brovst skydes i gang med borgermøde tirsdag 9. april

Brovst
Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Kommunalbestyrelsen har afsat 5 mio. kr. til byudvikling i Brovst. Projekter med fokus på parkering i Jernbanegade, forskønnelse af bymidten og forbindelse mellem byen og den nye skov ved Bratskov er besluttet.

Nu kan borgerne komme med forslag til fremtidige projekter i Brovst.

Kommunalbestyrelsen har samlet set afsat 5 mio. kr. i 2019 og 2020 til at gennemføre en række projekter, der skal styrke byens bosætning, handelsliv, rekreative potentialer, forbindelser i byen og synliggøre lokale kulturmiljøer.

”Der er mange ting i gang i Brovst, og de kommende projekter skal understøtte de gode initiativer, der allerede er taget i byen. Udover de penge, der er afsat til at udmønte Masterplanen, er der prioriteret 1 mio. kr. i byfornyelsesmidler til Brovst. Samtidig planter vi skov ved Bratskov, der planlægges nye byggegrunde, og der anlægges cykelsti mellem Brovst og Tranum. Samlet investerer Jammerbugt Kommune over 15 mio. kr. i Brovst over en kort årrække”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Borgermøde med byvandring

Tirsdag 9. april kl. 19.00 inviterer kommunen til borgermødet i Brovst-Hallen, hvor borgmesteren vil byde velkommen og fortælle om planerne for byens udvikling. Projekter og ideer bliver præsenteret på en kort byvandring.

Byvandringen og aftenen afsluttes i byværkstedet på Østergade nr. 1, hvor borgere kan få information om de projektforslag, der udspringer af masterplanen. Interesserede kan også komme med forslag til projekter i byen og melde sig til at deltage i arbejdsgrupper for konkrete projekter.

Byværkstedet

Byværkstedet er ligger centralt i byen, det er indrettet med plancher med information om den kommende masterplan for byen, og her kan borgere se og høre mere om udviklingen af Brovst, ligesom de kan deltage i udviklingen af byen.

”Vi har brug for input fra borgere, det er dem, der færdes byen til daglig og derfor kender byens potentialer og problematikker allerbedst. Derfor vil vi invitere foreninger og borgergrupper til møde i byværkstedet i de kommende måneder. Både for at drøfte de projekter, der er på tegnebrættet, og for at indsamle nye forslag til projekter. Men alle er velkomne til at komme forbi, når vi holder åbent. Så skal vi nok have kaffe på kanden”, siger Planlægger Trine G. Thomasen fra Jammerbugt Kommune.

Byværkstedet holder åbent ca. én dag hver uge frem til juni, hvor der er mulighed for at møde en planlægger fra Jammerbugt Kommune.

Fakta

Masterplan Brovst blev vedtaget i 2017. Masterplan Brovst udmøntes i de kommende år ved konkrete projekter, der skal skabe forbindelser og forskønnelse i Brovst.

Borgermøde

Tirsdag 9. april kl. 19.00 i Brovst-Hallen, Damengvej 2, 9460 BrovstAftenen byder på en kort byvandring, der slutter i det ny Byværksted, Østergade 1, st.